Aviserne vender tilbage til rødderne

Nu skal der fakta på bordet. Avisernes fokus på undersøgende journalistik kan være en bevægelse væk fra holdningsjournalistikken og tilbage til idealerne om at hænge magthaverne til tørre, mener iagttagere.
Tine Brødegaard Hansen

Der var en, der var to, og der var flere dagbladschefer, som vil styrke den undersøgende journalistik. Jyllands-Posten er i gang med at hyre fem nye journalister, Politiken har nedsat en gravergruppe, Berlingske Tidende har ansat en chefredaktør med gravererfaring og Ekstra Bladet vil dokumentere effekten af sine historier.

"Det handler om, at aviserne hanker op i idealismen og satser på det, de er gode til; at varetage vagthunde-funktionen, når nu de ikke kan ændre ved oplagsfaldet," siger Kim Minke, tidligere rektor for Journalisthøjskolen.

Samme opfattelse har lektor i journalistik, Michael Bruun Andersen fra RUC.

"I 0'erne var aviserne meget målgruppeorienterede og holdningsprægede. Men i 10'erne lader det til, at man satser på seriøs kvalitetsjournalistik. Den samme udvikling ser man på TV Avisen (der for nylig blev relanceret, red.)," siger Michael Bruun Andersen.

Ikke ren taktik - men budskabet høres på Borgen
Satsningerne kan have en vis sammenhæng med de politiske forhandlinger på dagbladsområdet, hvor politikerne snart skal forsøge at tilfredsstille blandt andre netmediernes krav om en bid af støttekagen, uden at den bliver større.

"I en situation med mediepolitiske forhandlinger, hvor en pulje til undersøgende journalistik måske kan blive en realitet, er det jo kun fornuftigt, at aviserne viser, at de satser på det. Det betyder ikke, at deres tiltag kun er strategiske, men det er de også," siger Michael Bruun Andersen.

Kim Minke køber ikke teorien om, at satsningen skyldes taktiske hensyn, som Jakob Høyer, ansv. chefredaktør i MetroXpress A/S er inde på i et indlæg her på sitet. Det vejer de journalistiske idealer for tungt til, selv om det er "påfaldende", at satsningerne kommer på samme tid.

Under alle omstændigheder bliver udmeldingerne fra aviserne bemærket på Christiansborg,

"Jeg synes, at det lyder yderst positivt, at det nu ikke kun er først, fast, undersøg bagefter, som gælder, men at den dybdeborende og kvalitative journalistik nu sættes højt igen," siger Ellen Trane Nørby, Venstres medieordfører, som tidligere har stillet spørgsmålstegn ved mediestøtten til Ekstra Bladet.

Svært at differentiere sig på afsløringer
Når nu mange aviser løber efter at lave afsløringer, kan man forestille sig, at de må gøre det på forskellige måder for at kunne differentiere sig fra konkurrenterne. Men sådan går det ikke nødvendigvis, mener Kim Minke.

"Man vil måske prøve at positionere sig forskelligt, men i årtier har det været et ideal for den undersøgende journalistik at placere et ansvar og at have en virkning, også selv om det ikke altid er hensigtsmæssigt for samfundet med lovgivning baseret på enkeltsager. Berlingske Tidende har slået sig op på at inddrage læserne, men det er ikke noget, de kan have monopol på, hvis de andre dagblade mener, at det er effektivt."

Oplagsfaldet fortsætter
Heller ikke dagbladenes ideologiske udgangspunkter som centrum-venstre, kulturradikal eller mere konservativ avis vil sætte sit aftryk på afsløringerne.

"Det er i højere grad de journalistiske idealer og et fokus på moralske overvejelser om politikernes adfærd, der vil dominere end 'views' (avisernes holdninger, red.). Aviserne spræller imellem gode historier og deres verdensbillede, hvilket ikke altid stemmer overens," siger Kim Minke.

Afsløringer eller ej, det ændrer ikke på, at oplagene falder, mener Michael Bruun Andersen, men lige som Kim Minke peger han på, at faldet måske kan aftage, når læserne får mere kvalitet for pengene. Mange annoncører vil også gerne låne lidt af den glans.

"Mediernes status og rolle i det offentlige liv, har en betydning for annoncørerne, som gerne vil være til stede i dagbladene, hvis de samtidig har den rette målgruppe."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også