Mediemarkedet speeder op

GroupM undervurderede styrken i mediemarkedets comeback, viser nyeste tal fra DRRB - men bureaugruppen jubler over fejlskuddet.
Per Fanefjord Laursen

Mediemarkedet voksede med otte procent i august og er dermed på vækstniveau med hele 2010 (7 pct.), viser tallene for annonceomsætningen fra Danske Reklame- og Relationsbureauer (DRRB)

Året tegner efterhånden noget mere lovende, end de bureauprognoser, som Mediawatch har bragt i foråret, der kun vovede sig op på fem procents vækst.

“Mediemarkedet tager mere fart, end vi havde regnet med, så lige nu rammer vi cirka to procent ved siden af, og det bliver nok bedre endnu i efteråret,” siger Trading Director Kenneth Brenøe, GroupM.

Vækst kom hurtigt
GroupM's forventning var, at den stigning, der er set henover sommeren, først ville komme i september og oktober, og derfor er bureaugruppen et par procent bagud på forudsigelserne. Men det fejlskud skammer man sig ikke over.

“Det er blot positivt, og vi glæder os over at have skudt lidt forbi i den retning.”

Tv og online trækker læsset
Kenneth Brenøe konstaterer, at det stadig er tv (+ 9 pct.) og online (+ 22 pct.), der primært trækker læsset i år
 
Det vil sandsynligvis fortsætte resten af året, vurderer han.

Situationen for printkategorien, aviser og magasiner, er et andet kapitel. Kategorien er meget tæt på index 100 i år i forhold til 2009 og har dermed bremset omsætningsnedgangen fra annoncer, som tog ekstra fart med finanskrisens ankomst i 2008.

Også annoncevolumen er vokset i august i år i forhold til sidste år - med godt 10 pct. - mens væksten i DRRB's omsætningsopgørelser viser en samlet fremgang på otte pct. Det kan tyde på, at priserne er røget en smule ned siden sidste år - eller at flere annoncesalg er sket direkte mellem annoncører og medierne. DRRB's opgørelser baserer sig som bekendt på indberetninger fra udvalgte mediabureauer, der repræsenterer hovedparten af annonceindrykningerne - men altså ikke inkluderer det direkte salg mellem annoncører og medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også