Berlingske udnævner chefredaktør i dag

I eftermiddag bliver det afsløret, hvem der overtager Christians Jensens ledige stol som chefredaktør for Berlingske Tidende. Kandidaten er formentlig ekstern.
Tine Brødegaard Hansen

Berlingske Tidende får ny chefredaktør i eftermiddag ifølge flere MediaWatch-kilder. Det sker mindre end en måned efter, at tidligere chefredaktør Christian Jensen forlod sin stilling til fordel for Information.

Ledelsen holder kortene tæt til kroppen om, hvem den nye chefredaktør er, men flere stærke navne er i spil både internt og eksternt.

Efter sigende skulle den kommende chefredaktørs nuværende arbejdsplads være i fuld gang med at brygge på en pressemeddelelse, hvilket tyder på, at kandidaten er ekstern.

Andre rygter går på interne navne såsom Per Knudsen, der har chefredaktørerfaring fra Politiken. Han har været nyhedsredaktør på Berlingske Tidende siden marts i år, men han afkræfter, at han skulle være avisens nye chefredaktør.

Olav Skaaning Andersen er også et af de varme bud. Rekrutteringen til den tunge post som Berlingskes chefredaktør er sket relativt hurtigt. Det taler for en intern kandidat. Derudover har Olav Skaaning Andersen lang erfaring med graverjournalistik, hvilket svarer godt til Christian Jensens kompetencer. I øjeblikket er han chefredaktør på B.T., som han er gået kraftigt i brechen for bl.a. i forbindelse med Fagbladets Journalistens kritiske dækning af avisens historier om Helle Thornings skatteforhold.

Koncernchef og ansv. chefredaktør Lisbeth Knudsen er endvidere kendt for at se til DR, når hun skal finde nye folk. Olav Skaaning Andersen kom til B.T. fra en stilling som chef for Deadline på DR2.

Derudover kan Simon Andersen, nyhedsredaktør på B.T., og David Trads, avisens USA-korrespondent også være på tale. Begge har en fortid på gratisavisen Nyhedsavisen, men kan være lidt for kontroversielle profiler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også