TV Avisen får nyt studie

I aften er der premiere på TV Avisens nye studie, hvorfra DR1's nyhedsformater fremover skal sendes.

TV Avisen går i aften i luften fra DR's nye fælles nyhedsstudie for TV Avisen, nyhedsmagasiner, Sport og Vejret på DR1.

Det nye studie markerer samtidig den længe bebudede fornyelse af den redaktionelle linje:

"Nyheder fra DR skal handle om det, der er vigtigt, både for dig og mig, men også for samfundet og for verden. Derfor har vi besluttet, at bruge mere tid på de væsentlige og relevante historier, mens vi til gengæld skruer ned for det mest tabloide, f.eks. kriminalhistorier," siger Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR, i en pressemeddelelse.

Ny musik og grafik
Centralt i det nye studie er en 17 gange to meter stor LED-skærm, der bl.a. giver mulighed for at at vise flere interviewpersoner i dialog med hinanden samt tilhørende grafikker for at perspektivere og skabe overblik. Samtidig får nyhedsformaterne ny lydside, komponeret af Steffen Breum og indspillet af DR SymfoniOrkestret. Grafisk genintroduceres det klassiske 'øje'-logo i nyhedsprogrammerne.

"Man kan på en måde sige, at det gamle 'øje' er kommet i spil igen som et symbol på den høje troværdighed, som DR's nyheder i brugernes opfattelse har som sit fornemste arvesølv, og som vi holder i hævd, samtidig med at vi holder os i selv til ilden, så vi konstant fornyer os selv til gavn for licensbetalerne," siger Ulrik Haagerup i meddelelsen.

DR Update overtager DR Byens Studie 13, hvorfra TV Avisen hidtil har sendt.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også