"Derfor finder vi nye måder at arbejde på"

Aller Medias magasiner har øget overskudsgraden med 11 pct. i regnskabsåret 09/10. Det skyldes øget fokus på udgifter, indholdsdeling og arbejdsgange, siger udgiverdirek. Pernille Aalund.
Tine Brødegaard Hansen

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Trods faldende læser- og oplagstal giver Aller Medias magasiner større overskud. Udgiverdirektør Pernille Aalund mener, at krisen har medført et tiltrængt fokus på magasinernes udgifter, produktion og redaktionelle profil.

"Krisen har været en smertefuld proces, som har kostet arbejdspladser. Jeg har lukket mange magasiner, der ikke løb rundt (såsom CV, Forældre & Børn, og Living Design, red.). Det er ikke sjovt, men vi lever i en mere organisk tidsalder, hvor vi vil prøve flere ting af, som hurtigere vil blive lukket og slukket, hvis de ikke er profitable. I år lancerer vi nye titler, men det er ikke med samme skråsikkerhed som tidligere, hvor et magasin typisk fik et par år til at bevise sit værd," siger Pernille Aalund.

Oplag er dyrere at holde oppe
Hun har stået i spidsen for en intern proces i Aller, der har givet "massive besparelser" og hævet magasinernes overskudsgrad med 11 pct. i regnskabsåret 09/10, der slutter 30. september sammenlignet med året før.

"Vi kan ikke ændre ved, at oplagene falder, det er en del af det nye mediebillede. Det koster også mere at opretholde oplagene i dag end tidligere i form af marketing. Derfor finder vi nye måder at arbejde på," siger Pernille Aalund.

Allers 'ground zero'
En af metoderne er en såkaldt 'ground zero-øvelse', hvor magasinerne blevet slået tilbage til start.

"Ground zero-øvelsen handler om, at chefredaktørerne og jeg forestillede os, at det pågældende ugeblad/magasin ikke eksisterede men blot fandtes i en meget god dummy-version og skulle genopfindes med alt fra indhold til målgruppe og udgifter. På udgiftssiden gennemgik vi alt fra tryk, papir, folie og lak til taxaboner og repræsentationskonti," siger Pernille Aalund.

Mere deling af indhold
Men også produktionen og delingen af artikler på tværs af redaktionerne - a la Berlingske Media - er udvidet.

"Når man genbruger indhold, skal man holde tungen lige i munden og udvise respekt for det enkelte magasins dna og de meget forskellige målgrupper. Men hvis en journalist på et magasin har skrevet en artikel om overgangsalderen og talt med fem eksperter, kan en redaktionssekretær på et andet magasin sagtens give artiklen en ny vinkel, faktaboks og skrive den igennem, så den passer til mediet frem for at starte forfra. Det ville være idioti," siger Pernille Aalund.

Hun henviser til, at Aller har en over 130 år lang historie og et omfattende arkiv. Derfor leverer redaktionen på magasinet Mad! nu opskrifter og fotos til madsiderne i mange af husets øvrige magasiner og ugeblade, som tilpasser dem til de enkelte titler. Det har været noget af en kulturændring i Aller.

"I stedet for at de enkelte magasiner konkurrerer med hinanden i Aller, samler vi nu chefredaktører og mellemledere på alle udgivelser til fælles møder, hvor vi diskuterer fælles udfordringer og udgifter," siger Pernille Aalund.

One shots og magasineksport bidrager
Magasinernes overskud hænger også sammen med nye indtægtsstrømme som oneshots - hvor et magasin udsender særudgaver, der samler stof fra tidligere udgivelser i en ny indpakning.

Det har Vi Unge blandt andet haft succes med. Derudover er stort set alle medier tilknyttet shop, events og arrangementer samt sms-tjenester. Aller er samtidig begyndt at arbejde tættere sammen på tværs af de nordiske lande og udgiver Isabellas i Norge baseret på det danske magasin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også