TV 2: Google er ikke mediernes undergang

TV 2 NETs direktør, Gregers Wedell-Wedellsborg, ser Google som en udviklingsplatform med muligheder - og udfordringer - for medierne.
Philip Shange

Google bliver mediernes død.

Sådan har skudsmålet ofte lydt mod det amerikanske forretningsimperium. Men ifølge direktør for indhold i TV 2 NET Gregers Wedell-Wedellsborg er søgegiganten ikke så stor en trussel for de danske medieaktører, som de ofte gøres til, og som bl.a. DR har fremført i debatten.   ”Google er bare et udtryk for, at medielandskabet er globalt. I Danmark har vi været vant til, at vi har haft få, stærke aktører, der har kunnet tale sammen og lave aftaler, og nu står vi i en situation, hvor internettet er totalt globalt, og det vil sige, at vores konkurrenter og partnere også er globale,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Eksperimenterer med formidlingsformer I sidste uges debat på ITU mellem Gregers Wedell-Wedellsborg, Anders Lassen fra Infomedia og Googles europæiske vicepræsident, Philipp Schindler, lød kritikken fra Google, at traditionelle mediers forretningsmodel er forældet. Medierne bør ifølge ham blive bedre til at analysere markedet og integrere de features, der lokker forbrugere mod sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube. Men det gør man også, lyder det fra TV 2.   ”Vi analyserer ”realtime”, hvad brugerne klikker på, vi sætter historier i gang, som vi tror, der er interesse for - og væsentlighed i - og vi eksperimenterer med nye formidlingsformer, for eksempel liveopdateringer eller live TV. Samtidig arbejder vi dagligt med at gøre vores nyheder tilgængelige på vores egne netmedier, på Facebook, på Google, på Twitter og på mobilen,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg og forklarer, at samspillet med internettet ikke er noget nyt fænomen.   ”Det er hverdag. Det er en udvikling, der har været i gang i snart 10 år. Vi kigger på, hvilke originale ting vi skal sætte i gang, og hvilke former vi skal formidle under. Om det er liveopdateringer, livevideo eller almindelige tekstartikler,” fortæller TV 2-chefen.
Google rummer dobbelthed Selv om TV 2 er med på den globale bølge, ser Gregers Wedell-Wedellsborg dog en dobbelthed i Googles tilstedeværelse.   ”I nogle sammenhænge er Google vores vigtigste medspiller, men i andre sammenhænge også en konkurrent om de samme reklamekroner, som vi også er ude at prøve at leve af. Så Google er begge dele,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
I stedet for at fokusere på trusselelementet, fokuserer TV 2 dog på de udviklingsmæssige potentiale, man kan skabe via Google.   ”Vores indstilling er, at Google først og fremmest er en platform, hvor vi kan bygge vores digitale forretninger. Det bedste eksempel er Googles Android platform til mobilen. Den er med til at skabe bedre forudsætninger for brug af indhold på mobilen og for mediernes evne til at tjene penge på indholdet. Derudover ser vi i udlandet nogle interessante samarbejdsmuligheder mellem udgivere og Youtube. Men vi er også ret opmærksomme på, at der skal være balance i forholdet,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg,” der påpeger, at Google stadig er for stærke på søgemarkedet.   Ikke desto mindre er det nødvendigt for danske nyhedsmedier at følge udviklingen. For Google render ingen steder foreløbig, siger TV 2-chefen.   ”Google er et fact of life, som vi må forholde os til og få det bedste ud af,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også