Strand: Jeg har længe haft lyst til at lave noget andet

Lysten til udfordringer uden for DR-murene fik Kurt Strand til at søge en fratrædelsesordning i DR.

Det kom som en stor overraskelse for kollegerne i DR, da Kurt Strand i går meldte ud, at han stopper i DR.

"De var chokerede - mange kom hen og sagde til mig, at de overhovedet ikke forstod noget som helst. Men nu har jeg i et par år gået og haft lyst til at lave noget andet. Og vi står foran en sparerunde, hvor man blandt andet har valgt at nedlægge eller sammenlægge Deadline 17 og DR2 Udland. Det må alt andet lige betyde, at der bliver for mange værter og redaktionssekretærer hos os, og at nogen derfor skal væk - og så valgte jeg at søge en fratrædelsesordning,” siger Kurt Strand til DR's personaleblad DRåben.

Det er ikke frygten for en fyreseddel, der har fået ham til at gribe muligheden for en fratrædelse, men risikoen for at blive omplaceret huer ikke DR2-værten.

”Nej, jeg tror ikke, at jeg risikerede at blive fyret, men jeg kunne måske blive flyttet til noget, jeg ikke havde lyst til at lave. Jeg har set adskillige eksempler på værter, der pludselig forsvinder fra skærmen. Og i stedet for at risikere at blive fjernet mod min vilje, valgte jeg altså
at fjerne mig selv,” siger Kurt Strand til DRåben.

Kurt Strand fortsætter sine undervisnings- og foredragsaktiviteter fremover - og så lokker radiomediet også siger han til DRåben. Med to nye radiostationer på vej på hhv. FM6 og FM4-frekvenserne, forsvinder Strands stemme måske ikke fra æteren for altid.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også