Kurt Strand forlader DR

Nok er nok. Med udsigt til endnu en sparerunde i DR har DR2-værten valgt at sige stop for sin lange karriere i DR.

Efter 25 år i Danmarks Radio sagde Kurt Strand i går op som journalist og Deadline-vært i DR.

"Det er korrekt, at jeg stopper. Det skyldes, at huset står i en situation, hvor der skal spares mange penge, og at der skal rulle nogle hoveder. Derfor har min personlige analyse været, at jeg ikke føler mig fuldstændig sikker på, at mine kompetencer vil være særlig efterspurgt i DR," siger Kurt Strand til bt.dk.

Kurt Strand forlader DR med udgangen af september - hvad han så skal lave er der ingen klar plan for, siger han til bt.dk.

"Jeg har ikke nogen færdig plan for fremtiden. Men jeg vil selvfølgelig forsøge at bruge mine kompetencer bedst muligt," siger Kurt Strand.

Kurt Strand har ud over sit journalistiske arbejde også arbejdet som foredragsholder og underviser i bl.a. interviewteknik. Han er forfatter til bogen 'Interview for journalister' og er netop blevet valgt som ny formand for Cavling-komiteen.

Den kommende sparerunde i DR betyder besparelser for 70 mio. kr. næste år og bliver offentliggjort på mandag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår