Murdochs iPad-avis møder kritik

Mediekommentatoren Michael Wolff, der har skrevet en biografi om Rupert Murdoch, har ikke meget til overs for mediechefens seneste initiativ: En avis, der udelukkende bliver leveret til tablets såsom iPad og smartphones.
MediaWatch

Mediekommentatoren Michael Wolff, der har skrevet en biografi om Rupert Murdoch, har ikke meget til overs for mediechefens seneste initiativ: En avis, der udelukkende bliver leveret til tablets såsom iPad og smartphones.

Rupert Murdochs vidt forgrenede medievirksomhed News Corp. har nemlig aldrig haft held med at drive en papiravis i USA, der gav overskud, eller med at investere i digitale satsninger, hvilket MySpace blandt andet er et eksempel på, skriver Michael Wolff i en kommentar.

Men Rupert Murdochs ræsonnement er, at hvis unge ikke gider at læse avis, men godt gider at benytte diverse digitale gadgets, så må avisen løsrive sig fra papiret.

"Vi vil få unge, der læser avis. Det er en ægte 'game changer' i præsentationen af nyheder," sagde Rupert Murdoch om sit udspil ifølge L.A. Times.

Den nye avis skal være landsdækkende og dermed tage kampen op mod New York Times og USA Today. Den får hovedkvarter i kontorerne hos New York Post - Murdochs tabloidavis - og går formentlig i luften i slutningen af året.

Det kan betyde, at Murdoch må ansætte adskillige journalister, selv om 'iPad-avisen' vil trække på redaktionerne på New York Post og Wall Street Journal, som Murdoch også ejer.

Murdoch kan ikke normalt beskyldes for at have været first mover på det digitale område, og han har især et horn i siden på den gratiskultur, der florerer på nettet, og som ikke skelner mellem dyr undersøgende journalistik og et slagtilbud fra supermarkedet. Senest har han dog som den første internationale mediekoncern sænket en betalingsmur over de sites, der hører til News Corp.-aviserne The Times og Sunday Times, der har base i London.

Rupert Murdochs entusiasme for iPad og andre tablets skyldes i høj grad, at de fra begyndelsen giver mulighed for at opkræve betaling fra brugerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også