"Danske tv-seere har et særligt forhold til engelsk fodbold"

I morgen lørdag indleder danske tv-selskaber konkurrencen om tv-udnyttelsen af den britiske Premier League, der dette efterår er blevet en ganske vigtig brik i den evige kamp om eksklusivt indhold, shares og abonnentsindtægter på tv.
Per Fanefjord Laursen

I morgen lørdag indleder danske tv-selskaber konkurrencen om tv-udnyttelsen af den britiske Premier League, der dette efterår er blevet en ganske vigtig brik i den evige kamp om eksklusivt indhold, shares og abonnentsindtægter på tv.

I efteråret 2010 skal værdien af de engelske fodboldrettigheder optimeres langt mere effektivt end set før, når det gælder udenlandske rettigheder.

Forklaringen er, at Premier League er blandt de mest interessante erttigheder - og så er de engelske.

"Sportsligt har den britiske liga ikke væsentlig mere at byde på end andre store europæiske ligaer, men danske seere har et særligt forhold til England og engelsk fodbold, som spiller ind her,” siger sportschef Lene Ugilt Hansen, TV 2 Sport.

Hun påpeger, at DR sendte engelsk fodbold i årtier, og det har opbygget en særlig relation til klubberne.

"Premier League har i flere år været blandt de mest attraktive erttigheder for dansk tv, næstefter Superligaen og Champions League og til dels Europa League. Mange vil hævde, at der også er lidt større star quality og brandværdi over flere af de engelske klubber. Dette efterår udbydes rettighederne så på en ny måde. De sælges både som lowpay og highpay, og det har udløst, at både SBS TV og TV 2 Sport - og Viasat - sætter alt ind på at få udbytte af kampene," siger hun.

SBS allokerer hel kanal
Det er SBS TV, der har de største forventninger som indehaver af hovedrettighederne til lowpay-distribution af Premier League.

SBS har før sendt én Premier League-kamp pr. uge, men går massivt ind i projektet. Tv-selskabet planlægger at sende op til seks kampe om ugen, og mandekanalen 6’ren bliver hovedkanal for den engelske liga.

Der lægges ud med to kampe på 6’eren og en enkelt kamp på Kanal 5. Begge kanaler kan modtages af over 60 procent af alle husstande, og dermed bliver SBS hovedudbyderen af ligaen.

6’erens stiller med en sportsredaktion, der består af blandt andre Henrik Hoffmann, Morten Bruun, Peter Piil, Jacob Laursen, Claus Thomsen, Morten Glinvad og Claus Jensen, der har et indgående kendskab til den engelske liga.

To nye kanaler
SBS TV møder imidlertid konkurrence fra en næsten lige så offensiv modspiller. TV 2 Sport, der ejes af TV 2 og MTG, har købt highpay-rettigheder til den britiske turnering og lancerer i den forbindelse to nye kanaler - TV 2 Sport Premier League og TV 2 Sport Premier League HD, der distribueres til Viasats kunder via parabol, bredbånd og IPTV.

Desuden forhandles der med en række andre tv-udbydere, herunder YouSee.

Hos Viasat, Dansk Bredbånd og Profiber kræver det et abonnement på 'Sportspakken' at se TV 2 Sports nye kanaler, og det kræver også et HD-abonnement, hvis man ønsker at se HD-kanalen. Begge kanalerne indgår dog i pakkerne uden en prisstigning.

Viasats satellit-kunder har en ekstra fordel, idet Viasat inddrager et par ekstrakanaler til at vise kampe, når der afvikles flere kampe på samme tidspunkt. For eksempel på lørdag, hvor 6’eren og TV 2 Sport Premier League begge viser Aston Villa vs. West Ham klokken 16.00, så viser Viasat de resterende fem kampe live.

Premier League online
Online-distribution spiller også en større rolle i denne sæson.

På tv2sport.dk kan der købes adgang til live-streaming af alle de kampe, som sendes direkte på TV 2 Sport Premier League. Introduktionsprisen er 99 kr. for samtlige kampe i resten af august måned, og derefter koster live-streaming 99 kr. for hver spillerunde.

På ViasatOnDemand.dk er der mulighed for at købe adgang til live-streaming af alle de kampe, som TV 2 Sport Premier League og Viasat ekstrakanalerne sender. Prisen er 199 kr. for sportspakken per måned. Det giver ud over Premier League også adgang til fodbold som Champions League, Europa League og flere kampe fra Superligaen.

Nu argentinske kampe
Tv-mediets appetit på eksklusivt, live indhold – fodboldkampe – stilner ikke af foreløbig.

Netop i den kommende weekend melder helt nye fodboldrettigheder sig ind i kampen, når Canal+ tilføjer den bedste argentinske liga, Primera División de Argentina, til kanalens fodboldudbud.

Det bliver første gang, at danske fodboldfeinschmeckere får mulighed for at følge ligaen direkte på dansk tv, hvor der hver weekend vises op til tre kampe.

Der lægges ud med to kampe mellem fire af de største klubber allerede denne weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også