Exit Hellemann: DR på ny kurs?

Den afgående økonomidirektør David Hellemann har været god for DR-økonomien, men mindre god for kreativiteten, hævder kritikere. Det afviser generaldirektøren.
Louise Reseke

Det er med udsigt til en DR-økonomi i balance fra næste år og dermed en fuldendt opgave, at DR's økonomidirektør David Hellemann i slutningen af september forlader den øvre etage af de glasklædte administrationsbygninger i DR-Byen, i DR-munde for længst døbt "Hellemann-provinsen".

Derfor kommer det heller ikke bag på flere af de kilder, som MediaWatch har talt med, at David Hellemann har takket ja til en ny udfordring som partner i konsulentvirksomheden McKinsey. Mere interessant er det, om hans exit indvarsler et kursskifte i DR - lige som hans entré i Ørestaden gjorde det.

Plus for økonomi og troværdighed
Det var ikke kun en ny økonomidirektør, DR fik i skikkelse af den tidligere afdelingschef i Finansministeriet i 2007, men også en ministeriel tilgang til økonomistyring og ledelse med den grad af regelstyring og bureaukrati, der knytter sig et departement. DR trængte til en kulturændring - som David Hellemann sagde til MediaWatch sidste år - og det fik de bl.a. i form af en nultolerancepolitik over for budgetoverskridelser og en centraliseret økonomistyring, hvor de økonomiske nøglemedarbejdere i DR-områderne i dag refererer til David Hellemann og ikke som tidligere cheferne i de enkelte områder.

Det har uomtvisteligt været et plus for DR's økonomi og troværdighed over for politikerne og licensbetalerne. Bagsiden har imidlertid været, hævder kritikerne, at den høje grad af regelstyring har været alt andet end olie på den kreative motor, der driver en medievirksomhed. Et vilkår de producerende og kreative kræfter i DR har accepteret som en nødvendigt ledelsgreb mere end anerkendt.

Kreativitet kræver sund økonomi
Spørger man generaldirektør Kenneth Plummer er det imidlertid svært at få øje på en bagside af den økonomiske medalje.

"Hvis man ikke har en styr på økonomien og på budgetterne og har en gennemsigtig økonomi, så kan kreativiteten heller ikke blomstre. At lede en kreativ professionel virksomhed kræver et sundt økonomisk grundlag, der gi'r de kreative kræfter mulighed for at boltre sig, og det er vi lykkedes rigtig godt med i de senere år. DR står stærkere i dag, end det nogensinde har gjort - både journalistisk og kunstnerisk, " siger Kenneth Plummer med henvisning til successen for DR Drama, det brede radioudbud og forøgelsen af DR's tv-tilbud i form af de nye digitale kanaler.

David Hellemann forlader DR netop som den spareplan, DR skal gennemføre i kølvandet på medieforliget, skal iværksættes. En spareplan, han selv har været arkitekt bag som de andre store spareplaner i DR de senere år - senest den store ledelsesmæssige omstrukturering ved årsskiftet, der skabte en direktion med mere vægt på indholdet i tråd med DR's strategi, men også øgede David Hellemanns ansvar i DR.

Efterlader tomrum
Ingen er i tvivl om, at han vil efterlade et stort ledelsesmæssigt tomrum i DR. Han er - lige som Lars Grarup også blev det, mens han stadig var mediedirektør i DR - ofte blevet nævnt som den egentlige "nr. ét" i DR, der reelt træffer beslutningerne. Ikke desto mindre er det i dag generaldirektøren, der som den eneste er tilbage for DR-bordenden af den treenighed af Grarup, Hellemann og Plummer, der har tegnet mediehuset igennem den sidste halvdel af nullerne. 

Kenneth Plummer genkender måske ikke overraskende billedet - men understreger, at David Hellemann har været en anderledes økonomidirektør, end DR tidligere har set.

"Som generaldirektør er det mig, der sidder for bordenden, og det har det hele tiden været. Men det partnerskab, David og jeg har kørt, er på mange måder nyt i DR, hvor rollen som økonomidirektør ikke har spillet så central en rolle tidligere. Men det har ikke været godt for DR. David har haft en markant placering og rolle, og det vil den nye økonomidirektør også få," siger Kenneth Plummer.

Han bekræfter, at den nye økonomidirektør også vil have fast plads ved bestyrelsesmøderne i DR, som David Hellemann har haft det, som den eneste i direktionen ud over generaldirektøren. Og selvom opgaven bliver en anden for den nye økonomichef, nu hvor økonomien er på fode, må profilen gerne være den samme.

"Vi leder efter en profil, der gerne må ligne Davids - med stor forståelse for økonomistyring, politisk tæft, gennemslagskraft, samarbejdsevner og evnen til at tænke i helheder," siger Kenneth Plummer, der dermed ikke varsler andet kursskifte end det, der allerede ligger i DR's nye strategi - med fokus på indhold og nyklassisk public service.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også