Ikke kun historierne om Lene Espersens mødekalender og familien Thorning Schmidts selvangivelser fylder medierne - i takt med at den første rus er dampet af følger de mere eller mindre selvransagende mediehistorier, der prøver at kapere, hvorfor de to partiformænd kunne få mediependulet så heftigt i selvsving, som det skete.

I Information skyder Lone Kühlmann i en kommentar på den presse, hun selv er en del af: "Her foretrækker vi skandaler, helst personfikseret og helst uden ret meget substans - det kan nemt blive for indviklet", mens en række tidligere politiske topfigurer i Weekendavisen slår fast - at debatten ér blevet mere og for personfikseret i forhold til tidligere - i.e. de gode gamle dage - mens biskop Jan Lindhardt samme sted mener, at forløbet er udtryk for, at vi er vendt tilbage til Middelalderen i formidlingen.

"Moralen fylder meget og vil fylde meget. Det hænger sammen med, at vi har indført en kommunikationsform, der fortrinsvis består af ord og billeder. Vi er gået væk fra den skriftlige kommunikation. I Middelalderen kommunikerede man først og fremmest mundtligt og delvist med billeder i form af altertavler. Det er Middelalderens kommunikationsform, vi er vendt tilbage til. Og i modsætning til den skriftlige kommunikation er den mundtlige dårlig til at formidle substans. Den har heller ikke nogen lang hukommelse. Til gengæld kommer moral til at fylde meget. Det har vi også til fælles med Middelalderen."

"Karaktermordsjournalistik"
Med lignende middelalderreference hævder professor i retorik på Københavns Universitet, Christian Kock, over for Ugebrevet A4, at "mediernes fokusering på personsager er udtryk for en ny journalistisk genre – karaktermordsjournalistik" - hvem sagde heksejagt ...

»Vælgerne vil have, man skal beskæftige sig med de vigtige problemer, landet står over for, frem for at politikerne går på kalkunjagt efter hinanden. Man kan sige, at selv om folk snakker om skandalesagerne ved middagsbordene, behøver det ikke være det samme, som at man synes, det er vigtigt. Det kunne jo også være mediedækningen, man sad og talte om. Mere og mere tyder på, at personsager optager politiske journalister langt mere, end de optager almindelige vælgere,« siger Christian Kock til Ugebrevet A4, der har gjort sig den umage at spørge 1100 danskere, hvilke emner, de mener, der bør have den højeste politiske prioritet i efteråret.

Ud af 20 emner peger danskerne på en løsning af den økonomiske krise, vækst i erhvervslivet og lavere arbejdsløshed som de vigtigste politiske emner - mens sagerne om de kvindelige partiformænd måske forudsigeligt nok ligger i prioritetsbund. Samtidig viser svarene, at otte ud af 10 mener, at personsager fylder for meget i medierne i forhold til den politiske substans - økonomi, kriminalitet og beskæftigelsen. Alligevel er Thorning Schmidt og Espersen de emner, der bliver talt mest om ved midagsbordet, konstaterer ugebrevet.

I kødet på Tøger og tv-stationerne
Imens deler Lisbeth Knudsen ørefigener ud til Tøger Seidenfaden i diskussionen om, hvorvidt Thorning-Schmidt-historien, som B.T. breakede, er en reel journalistisk historie, og til tv-nyhederne for - i bedste Jan Lindhardt optik - med sine ord og billeder kun at have fokus på personerne fremfor substansen.

"I hvert fald må man konstatere, at i tilfældene Espersen og Thorning-Schmidt står TV-stationerne til dumpekarakter for kritisk journalistik. De har mest været optaget af, hvordan de to damer rent performancemæssigt klarede udfordringen," skriver Lisbeth Knudsen, mens DR's seerredaktør, Jacob Mollerup, føler sig kaldet til at revse netmedierne for at nå en journalistik bundrekord, da én artikel på Financial Times Deutchlands netavis blev til utrolig mange artikler på nettet om "verdens værste udenrigsminister..."

Spørgsmålet er så, om selvransagelsen gør medierne eller læserne klogere - eller er metaselvsving, der blot skriver endnu et kapitel i historien om "skatteålen og feriepigen" - for nu at citere Weekendavisen - i stedet for at fokusere på den politiske dagsorden, som danskerne - i hvert fald officielt - mener har den højeste prioritet. Og om den "drejebog til et dronningemord", som Ugebrevet Mandag Morgen i en analyse af Lene Espersen-sagen, kalder mediedækningen, på sigt ender med at "belaste pressens troværdighed langt hårdere end ministerens".