TV2 News vil ikke være en ’flowkanal’

I starten blev de latterliggjort. Men den nye ”kanal klog” har for længst rystet sit amatørimage af sig, og i dag roses TV2 News til skyerne for deres magasinprogrammer – senest det højt profilerede udenrigsmagasin, Ellemann/Lykketoft. Programmet har ligesom ’Mogensen & Kristiansen’ og ’Presselogen’ givet vind i sejlene for den lille nichekanal. Ifølge kanalchefen Mikkel Hertz har det været en bevidst satsning for News at blive ’klog’:
Christian Grunert Pedersen

I starten blev de latterliggjort. Men den nye ”kanal klog” har for længst rystet sit amatørimage af sig, og i dag roses TV2 News til skyerne for deres magasinprogrammer – senest det højt profilerede udenrigsmagasin, Ellemann/Lykketoft. Programmet har ligesom ’Mogensen & Kristiansen’ og ’Presselogen’ givet vind i sejlene for den lille nichekanal.

Ifølge kanalchefen Mikkel Hertz har det været en bevidst satsning for News at blive ’klog’:

”Det eneste, vi har rigelige mængder af, er sendetid. Så derfor vil vi gerne have plads til debat, analyse og perspektivering, når nu vi har mulighed for det,” forklarer han.

Magasinerne må dog aldrig komme til at overskygge nyhedsdækningen:

”News’ primære berettigelse er, at man skal kunne få nyheder, når man har brug for det. For det er det, der er det væsentlige. Vi skal ikke være en ’flowkanal’,” siger Mikkel Hertz.

Magasiner er for nørderne
TV2 News trækker flest seere om formiddagen og i weekenden, eller når der er breaking news.

Og da man netop ikke er særligt afhængige af seertal, kan man nemmere eksperimentere med de ting, som ikke umiddelbart falder i den brede seerskares smag, ”men mere er for nørderne”, siger Mikkel Hertz om News’ nye kanalprofil.

Ellemann/Lykketoft er TV2 News’ seneste skud på magasinstammen, med de to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann Jensen og Mogens Lykketoft som fast makkerpar sammen med den tidligere Deadline-vært, Martin Krasnik som vært. Hver uge forsøger de to aldrende orakler fra ”blå stue” og ”rød stue” sammen med Krasnik at dissekere de seneste internationale begivenheder.

Mikkel Hertz var ikke i tvivl om, at programmet ville blive en succes:

”Man behøver jo bare at klistre deres ansigter op på en bus, og så er du næsten sikker på en succes. Men samtidig er ideen med to kendte insidere og én stærk vært et ret originalt koncept, da det jo i bund og grund er personerne, der bærer konceptet, ligesom det i øvrigt også var med Mogensen & Kristiansen”, siger han.

Færdig med at eksperimentere
Blandt andre Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, skriver i en anmeldelse af det nye udenrigsmagasin, Ellemann/Lykketoft, at TV2 News for alvor er begyndt at lave ”begavet tv” og roser kanalen for ikke kun ”at jagte små lokale nyheder med stressede journalister og en helikopter”, og den kommentar glæder kanalchefen, Mikkel Hertz.

”Det er skønt med den ros, vi får nu, for i starten blev vi virkelig latterliggjort, og meget af det var med god grund, for vi var ikke særlig dygtige, og vi havde ingen rutine. Men værst af alt havde vi heller ikke ret mange seere. Nu tiltrækker vi både seere og får bred anerkendelse – det har naturligvis en enorm betydning for selvforståelsen,” siger Mikkel Hertz.

I januar modtog TV2 NEWS den prestigefyldte Berlingske Fonds Journalistpris. Prisen blev overrakt af Lasse Jensen, der begrundede prisen med, at det var lykkes for News at skabe et dansk nyhedsmedie, hvor den hurtige nyhedsformidling også blev fulgt op af den nødvendige nyhedsforklaring.

Betyder succesen med de nuværende magasiner, at I tør eksperimentere endnu mere?

”Nej, jeg ville snarere sige, at den får os til at eksperimentere mindre, fordi vi nu har fundet et rigtig godt format, som vi ved, fungerer godt,” siger Mikkel Hertz.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også