Specialmedier vil med i e-samarbejde

"Det opfatter jeg meget positivt". Foreningen af Danske Specialmedier vil tage kontakt til Aller, Egmont og Bonnier for at drøfte fælles e-format.

Bonnier, Aller og Egmont kan med det fælles initiativ Nordic Digital Magazine Initiative (NDMI) bane vej for printmedierne på online-markedet med syvmileskridt. Det mener formand for Danske Specialmedier, Christian Kierkegaard.

"Det er i høj grad et initiativ, der er interessant for vores medlemmer også. Vi er allerede i kontakt med Danske Dagblades Forening om deres e-reader projekt og skal til møde med dem i næste uge. Vi vil også tage kontakt til magasinhusene i nærmeste fremtid og drøfte samarbejdsmulighederne med dem," siger Christian Kierkegaard.

"Det vigtige er at finde en fælles standard, så vi konkurrerer på redaktionelt indhold og ikke standarder. Bonnier er langt fremme på det her område, og det er kun positivt, hvis de vil dele deres erfaringer med andre i branchen," siger Christian Kierkegaard.

Hvad kan stå i vejen for et samarbejde?

"Det skulle være konkurrencemæssige grunde. Men alene dét, at de tre store magasinhuse har fundet sammen i et fælles initiativ, er et meget vigtigt skridt. Samtidig er det en fin markering, at de melder ud, at de ikke opfatter det som en lukket klub. Det opfatter jeg meget positivt," siger Christian Kierkegaard, der ikke kun ser muligheder for specialmedierne, når det gælder NDMI's målsætning om at finde fælles teknisk standard for e-magasiner og fælles annonceformater. Tanken om at skabe en fælles webshop med salg af abonnementer, løssalg af magasiner, m.m. på tværs af mediehusene åbner også muligheder for specialmedierne, der i et samarbejde vil kunne trække på en langt større kritisk masse end ellers.



"Vores medlemmer er meget forskellige, men en fælles bladkiosk online vil også være meget interessant især for de medlemmer, der henvender sig til en bredere kreds," siger Christian Kierkegaard.



- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også