Lisbeth K.: Ja til fælles e-formater

Berlingske Medias topchef, Lisbeth Knudsen, ser positivt på mulighederne for at finde en fælles standarderfor e-magasiner på tværs af mediehusene.

Aller, Bonnier og Egmonts beslutning om at arbejde sammen om at finde en fælles standard for e-magasiner falder i god jord hos Berlingske Media.

"Jeg er meget positiv over for at finde fælles formater. Det vil være relevant for os som udgivere af magasiner som Berlingske Nyhedsmagasin og Bilen," siger Lisbeth Knudsen.

Hun henviser til, at dagbladene igennem Danske Dagblades Forening også er i gang med at undersøge de fælles muligheder i e-reader boomet - herunder muligheden for at blive enige om fælles standarder i dagbladshusene. Og det ville være noget nær oplagt, at de standarder også afstemmes med magasinhusene, mener hun.

"Jeg synes, det vil være meget vellykket, hvis vi kan finde fælles standarder og enes om fælles formater for annoncer. Det vil være nyttigt for annoncører og læsere, og det vil være fornuftigt at se på, om ikke vores arbejde kan falde i hak med magasinhusenes," siger Lisbeth Knudsen.

Kan det lade sig gøre?

"Det tror jeg. Hvis man kigger på forlagsbranchen f.eks., har de f.eks. kunnet blive enige om at følge et bestemt format, og vi skulle nødig ende i en situation som den gamle kamp om videobåndformatet mellem VHS og Betamax," siger Lisbeth Knudsen.

Hun er til gengæld mindre interesseret i et partnerskab på tværs af mediehusene, når det gælder den netbutik, Aller, Egmont og Bonnier vil udvikle i fællesskab med salg af magasiner, abonnementer, m.m. for øje. Berlingske Media har kritisk masse nok i sig selv, mener hun.

"Vi er i gang med en stor satsning på udviklingen af vores egen webshop, og vi har så mange titler og indhold selv, at et samarbejde ikke er attraktivt," siger Lisbeth Knudsen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også