Mollerup: Kontroversiel Mistrati-dom

Københavns Byret underkendte i går en kendelse i Pressenævnet og idømte to journalister betinget fængsel for at have brugt skjult kamera. Usædvanligt, mener DR's seerredaktør.
Louise Reseke

Københavns Byret underkendte i går en kendelse i Pressenævnet og idømte to journalister betinget fængsel for at have brugt skjult kamera. Usædvanligt, mener DR's seerredaktør.

Journalisterne Miki Mistrati og Merika Martine Jensen blev i går idømt 20 dages betinget fængsel for at have filmet med skjult kamera på plejehjemmet Fælledgården i København. Optagelserne fandt sted i forbindelse med et indslag, som journalisterne fra det nu hedengange produktionsselskab, Bastard Film, var i gang med at lave til DR.

Byretten gik med den betingede dom stik imod Pressenævnets kendelse i sagen tilbage fra 2006. Pressenævnet kritiserede dengang DR for ikke at have sløret de folk, der blev filmet, tilstrækkeligt - men nævnet fandt brugen af skjult kamera begrundet. Pressenævnets kendelse var på linje med DR's seerredaktør, Jakob Mollerups, egen vurdering af sagen i sin tid, og han ser byrettens dom som helt central i forhold til fremtidig retspraksis.

"Det er for det første usædvanligt, at sagen er anlagt som en straffesag. Det vil sige, at anklagemyndigheden af sig selv har taget sagen op - efter den oprindelige klage fra FOA og Københavns Kommune er blevet behandlet i Pressenævnet," siger DR's seerredaktør Jacob Mollerup, der mener, at dommen har perspektiver, der rækker langt ud over den konkrete sag.

"Pressenævnets kendelser skal selvfølgelig altid kunne prøves ved en domstol, men det er kedeligt, hvis vi får en udvikling, hvor domstolene underkender branchens egne kendelser. I den forstand er dommen også en central prøve på, om retssystemet vil respektere Pressenævnets linje - og dermed også det selvregulerende system, vi har i Danmark i pressejuridiske sager i kraft af Pressenævnet," siger Jacob Mollerup.

Han peger samtidig på, at dommen afviger markant fra den kendelse, Højesteret for nylig kom med i sagen om  behandlingshjemmet Møllen, hvor DR fik lov til at vise optagelser, lavet med skjult kamera fra Møllen, selvom Københavns Byret i første omgang havde nedlagdt fogedforbud mod dem.

 

Gårsdagens dom blev med det samme anket til landsretten. Indslaget fra Fælledgården blev vist i Magasinet Søndag på DR1 d. 21. maj 2006. Den ansvarlige redaktør for optagelserne, Miki Mistrati, er ifølge Ritzaus også er sigtet i en lignede sag om tv-optagelser med skjult kamera på et bosted for psykisk handicappede i Bagsværd ved København, den såkaldte Ringbo-sag fra 2008.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også