Ekstra Bladet hædrer iranske ’tweets’

To iranske Twitter-brugere modtager i år Ekstra Bladets Victor-pris for deres særlige borgerjournalistik.
Christian Grunert Pedersen

Prisen for Årets Victor 2010 går i år til den iranskfødte twitter-bruger Mehdi Saharkhiz, alias ’onlymehdi’ og iransk-amerikaneren Kelly Golnoush Niknejad fra ’Tehran Bureau’. Fra basen i USA har de to iranere viderebragt, systematiseret og bevaret de mange elektroniske nødråb fra Teheran under det iranske valg sidste år.

De sociale medier repræsenterer i dag en ny form for borgerjournalistik, skriver Ekstra Bladet i begrundelsen. Almindelige mennesker har under pres måttet overtage pressens rolle, når den etablerede presse er blevet smidt ud eller forment adgang:

”Det er de mange små tweets fra modige mennesker i Teheran, der gav os sandheden. Derfor er Årets Victor vores beskedne tweet til verden fra Rådhuspladsen i København: Sandheden kan ikke undertrykkes. Håbet om en bedre verden lever,” siger chefredaktør Poul Madsen i en pressemeddelelse.

Årets Victor er opkaldt efter Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Victor Andreasen og uddelt siden 1980 til en journalist, forfatter, fotograf eller tegner, hvis virke i særlig grad lever op til den kritiske journalistik, Ekstra Bladet står for.

I næste uge kommer ’Twitterne’ til Danmark og modtager prisen.

- CGP
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også