Kan Murdoch redde aviserne?

Mediebranchen i ind- og udland har i disse dage blikket stift rettet mod de engelske medier, hvor aviserne 'The Times' og 'The Sunday Times' som de første vil tage betaling for alt deres indhold på nettet. Men i Danmark er der lang vej endnu. Det er den kendte mediemogul, Rupert Murdoch, der ejer de to aviser, og han satser tilsyneladende alt på den nye strategi.
MediaWatch

Mediebranchen i ind- og udland har i disse dage blikket stift rettet mod de engelske medier, hvor aviserne 'The Times' og 'The Sunday Times' som de første vil tage betaling for alt deres indhold på nettet. Men i Danmark er der lang vej endnu.

Det er den kendte mediemogul, Rupert Murdoch, der ejer de to aviser, og han satser tilsyneladende alt på den nye strategi.

I de kommende uger vil adgangen til de to Murdoch-aviser fortsat være gratis, inden læserne første gang rammer betalings-’muren’, men i slutningen af juni vil læserne blive opkrævet knap 8 kroner for 24-timers adgang og det dobbelte for en uge.

News Internationals adm. direktør, Rebekah Brooks, siger samtidig i en pressemeddelelse, at den Murdoch-kontrollerede virksomheds tabloidaviser, 'The Sun' og 'The News of the World', inden længe vil indføre samme betalingsmodel.

“Det her er blot begyndelsen. The Times og The Sunday Times er de første af vores i alt fire aviser i Storbritannien, der benytter sig af denne tilgang,” siger Brooks.

Hvis blot fem procent af de daglige brugere vælger at betale, vil det tilføre The Times 16 millioner kr., hvis de hver især køber 24-timers adgang. Ved ti procent ville det være 32 millioner kr. for to aviser, skriver medieanalytikeren, Mercedes Bunz, i The Guardian.

Ingen betalingsmure i Danmark
I Danmark følges udviklingen tæt af de store avishuse JP/Politiken og Berlingske Media. Men indtil videre er der ikke planer om at indføre lignende betalingsmure for netbaseret indhold. Både Berlingske og JP/Politiken arbejder dog på andre betalingsløsninger:

”I vores virksomhed arbejder vi på kort sigt ikke med betalingsmure for det, der hidtil har været gratis. Vi arbejder til gengæld aktivt med betaling for mange andre produkter, både hvad e-readers angår og andet indhold på nettet,” siger den adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch.

Berlingske er knap så afvisende, men en model, som The Times har indført, kan Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen, dog heller ikke forestille sig - endnu:

”Vi arbejder med forskellige modeller, men hvad nyheder angår, så er vi i den særlige situation i Danmark, at public-service kanalerne DR og TV 2 lægger så meget gratis stof ud, at det bliver vanskeligt for os andre ikke at gøre det samme. Så går læserne bare andre steder hen,” siger Lisbeth Knudsen.

Berlingske arbejder allerede med betaling for det unikke indhold, f.eks. klubaktiviteter og helt unikt stof, som hverken findes på print eller nettet, bl.a. i forbindelse med avisens nye betalingsprodukt, ugen.dk, hvor brugerne downloader betaler for en applikation, der giver dem adgang til et ugentligt digitalt magasin, og der vil komme flere ting i samme boldgade, siger Lisbeth Knudsen.

Så det er DR og TV 2, der forhindrer, at mediebranchen kollektivt tør gøre noget ved det?

”Ja, men også inden for branchen skal man være enige om det, og det er der ikke noget, der tyder på, at man er. Vi er indtil videre de eneste, der i forbindelse med vores website har taget initiativ til at lave betalingsløsninger. På det punkt er Berlingske allerede nået langt med at finde indtægter på længere sigt”.

Indtil videre har man i Danmark afventet, hvordan de store udenlandske medievirksomheder, der sætter dagsordenen internationalt, vil spille ud. Så det er først nu, at der for alvor begynder at ske noget, mener Lisbeth Knudsen, der håber, at andre medievirksomheder nu tør følge samme udvikling som Murdochs News Corp.

”Vores strategi har været at lave så tilstrækkelig unikt indhold, at det bliver interessant og relevant for brugeren at gå ind og downloade indholdet – og betale for det. Men jeg tror endnu, der er et stykke vej til, at vi også i Danmark kan begynde at tage betaling for indholdet,” siger Lisbeth Knudsen.

Murdochs konkurrenter afventer også
Den ellers så priskrigsglade Murdoch har nærmest virket tryglende over for sine konkurrenter i håb om, at de også ville følge hans eksempel. Han er udmærket klar over, hvilken risiko han løber ved at indføre disse betalingsmure, hvorfor han er ekstra klar i mælet over for konkurrenterne, der omvendt kunne tænkes at tiltrække de læsere, som betalingsmurene evt. ville skræmme væk.

Murdochs store amerikanske kronjuvel, 'The Wall Street Journal', har længe benyttet sig af betalingsmure, hvor læserne skal tilmelde sig en månedlig betaling for at kunne benytte siden. Men nu lader det til, at ærkefjenden 'The New York Times' også pønser på en betalingsmodel for deres site.

Ideen adskiller sig imidlertid fra konkurrenten ved at lade indholdet være gratis i en mindre periode, så læserne først skal betale, hvis de kontinuerligt besøger siden et vist antal gange om måneden.

Financial Times har haft stor succes med en sådan model siden 2007, hvor overskrifter og de første par linjer er frit tilgængelige, og man kan stadig læse 5-10 artikler gratis om måneden, før man skal betale. Her betaler abonnenter $183 om året for adgang og for $299 følger der ekstra materiale med i købet. 1,9 millioner er registrerede på siden, og der er 121.000 betalende abonnenter. Chief executive for FT Group, John Ridding, forventer, at indtægterne fra deres betalingsmur vil overstige annonceindtægterne i 2012.

Dermed er det faktisk lykkes for FT at få knap hver tiende læser til at betale for onlineabonnement uden at miste det store flertal, der kun benytter siden sjældent, skriver The Guardian. Dette menes at være den optimale løsning, da den primære trafik fra søgemaskiner vil være upåvirket, og annoncører vil formentlig fortsat ønske at købe plads på siden.

”De, der primært besøger siden via søgemaskiner eller links fra blogs, og de der blot besøger siden sporadisk, dvs. de fleste læsere, vil formentlig aldrig blive bedt om at betale,” siger den ansvarshavende chefredaktør, Bill Keller, fra The New York Times, til Business Insider.

Rupert Murdoch, der erhvervede sig Wall Street Journal for et par år tilbage, har kritiseret The New York Times for at være for nølende i spørgsmålet om betalingmure. Han kalder ifølge The Observer NYT’s planer om betalingsmure for halvhjertede og ikke restriktive nok.

Brugerne vil ikke betale
I sidste uge kom det frem, at 9 ud af 10 ikke ønsker at betale for nyheder, uanset hvem der nu måtte tilbyde dem. Der er tale om læsere, der i forvejen læser nyheder online. I undersøgelsen blev respondenterne spurgt direkte, om de ville være villige til at betale de ca. 8 kr. for adgang, og her sagde 91 procent at de ikke ville betale for hverken The Times eller Sunday Times, skriver engelske The Press Gazette.

The Times’ assisterende chefredaktør, Tom Whitwell, kalder da også strategien en ”alt eller intet”-tilgang.

“Vi sælger ikke nyheder til læserne, vi sælger dem The Times og The Sunday Times. Enhver kan give nyhederne væk, men ingen kan give dem The Times,” siger redaktionschefen på The Times, Daniel Finkelstein til The Guardian. 

Planen har ikke været at omdanne The Times-hjemmesiden til en nyhedsindsamler eller et socialt netværk, siger han. Klummeskrivere og journalister vil stadig skulle linke til deres artikler gennem de sociale medier, da det vurderes at være endnu vigtigere, nu hvor indholdet vil være låst, også selvom det vil betyde, at links fører til en betalingsside.

”Det, vi siger, er, at vi ikke vil vise læserne alle nyhederne, som f.eks. Google News, der viser 4000 artikler. Vi vil gøre det på en anden måde,” siger han til The Guardian. I forhold til Google vil aviserne i modsætning til f.eks. Wall Street Journals betalingssite, ikke være tilgængelig gennem søgemaskiner.

Daniel Finkelstein siger til de engelske aviser, at der vil være en 'digital integration' redaktionelt, hvor de ansvarlige redaktører også vil få ansvaret for deres egne respektive redaktioner på net-delen. Det afhænger derfor meget af, at journalisterne tilskyndes til at droppe deres eventuelle fordomme om nettet.

Allerede fra i dag kan man som sagt se de reviderede versioner af The Times og Sunday Times’ hjemmesider. Det bemærkelsesværdige er, at de indeholder færre og mere fokuserede nyheder, og The Sunday Times vil gå over til et mere magasinagtigt look.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også