Bornholms Tidende øger underskud

Underskuddet i Bornholms Tidende voksede fra ca. en halv mio. kr. i 2008 til et minus på 2,6 mio. kr. i 2009, men adm. direktør Bjarne Pedersen forventer overskud i 2010.
Tine Brødegaard Hansen

Bornholms Tidende havde et hårdt 2009, hvor oplaget og omsætningen faldt. Det gav et underskud på 2,6 mio. kr.

I år forventer adm. direktør Bjarne Pedersen til gengæld at komme ud med overskud.

"Annoncenedgangen slog meget i gennem på Bornholm, nu har vi trimmet virksomheden, og forventer at få overskud i år. Vi har kørt med overskud i 17 år (undtaget 2008, red.), og jeg har aldrig oplevet en lignende nedgang i omsætningen. Tidligere er den faldet med tre pct. (i 2009 faldt den ca. 12 pct., red.). Nu er vi nået til maj måned og vores budget der opererer med overskud overholder vi indtil videre," siger Bjarne Pedersen.

Oplaget på 11.200 eksemplarer i andet halvår 2009 er reduceret med 6,5 procent sammenlignet med samme periode i 2008.

I modsætning til mange af de andre lokale- og regionale dagblade, holder Bornholms Tidendes dog oplagsniveauet fra 1989.

"Bornholm har den højeste arbejdsløshed i landet og så er aviserne en af de steder, folk sparer. Til gengæld har vi også den højeste abonnementsmasse i landet, for vores oplag er på cirka 11.000 og der er 20.000 husstande på Bornholm," siger Bjarne Pedersen.

Omsætningen faldt 8,7 mio. kr. til 59,9 mio. kr i 2009. De 25,5 mio. kr. kommer fra annonceomsætningen, som for alvor begyndte at bløde fra sommeren 2009 og udgjorde et fald på 10,9 pct. i forhold til 2008. De 22,8 mio. kr. af omsætningen er hentet på abonnement, løssalg, rotationsopgaver og bogbinderi.

Den hårde konkurrence på ugeavis-markedet har også gjort ondt i 2009. Udover Bornholms Tidendes 'Rytterknægten' kæmper Lokalavisen Bornholm om annoncørernes gunst, hvilket har resulteret i en priskrig.

Efter flere år med overskud gav den primære drift et underskud på 2,6 mio. kr., hvilket gav sig udslag på bundlinien, som også viser et underskud på ca. 2,6 mio. kr. for 2009.

Egenkapitalen svandt med et tilsvarende beløb og ligger nu på 26 mio. kr. Antallet af ansatte svandt med 11 personer til i alt 61 ansatte i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også