Regeringen vil diskutere mediestøtte efter sommerferien

Efter sommerferien vil regeringen lægge op til mediepolitiske forhandlinger af, hvorledes mediestøtteordningerne kan moderniseres.
Per Fanefjord Laursen

Regeringen præsenterer et udspil til en ny mediestøtte-model efter sommerferien, oplyser kulturministeriet. 

Medieaftalen fra i onsdags omfatter som kutymen byder alene forholdene for de elektroniske medier. 

Kulturministeriet oplyser, at de trykte mediers forhold, herunder opfølgning på den mediestøtte-udredning, der blev offentliggjort i oktober sidste år, vil indgå i et særskilt oplæg, som regeringen vil fremlægge efter sommerferien.

Timing uklar
Der foreligger ingen konkrete planer om det videre forløb, f.eks om den videre timing, og om hvornår medieordførerne kunne tænkes at træde sammen for at forsøge at finde hinanden i et kompromis, der er langt mere komplekst, end det netop lukkede traditionelle forlig.

Medieprofessor Anker Brink Lund fra CBS og Rambøll brugte to år på at indsamle og forfatte en omfattende udredning af mulighederne for at revidere hele mediestøttemodellen i Danmark - en enorm og svær øvelse, der omfatter indarbejdede ordninger om både licens, momsfritagelse, distribitionsstøtte, lokal-tv/radio støtte, m.m.

Anker Brink har op til forligets indgåelse beklaget, at politikerne ikke ville inddrage aviserne i et forlig, og ærgret sig over at embedsmændene i de forberedende oplæg til forhandlingerne stort set ignorerede de alternative scenarier, som fremgik af hans udredning.

Anker Brink Lund offentliggjorde sine konklusioner og oplæg til løsninger i rapporten 'Udredning af den fremtidige offentlige mediestøtte' den 2. oktober 2009.
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også