Medieforlig prikker hul på distributionskamp om milliarder

Forsigtig formulering om frit valg af tv-distributør åbner krigen om at levere tv til flere end 500.000 husstande.
Ole Nørskov

I en sidebemærkning i det netop indgåede medieforlig sætter forligspartierne gang i en lavine, som kan flytte mange, mange penge på det danske marked for tv-distribution.

Politikerne er så godt som over hele linjen enige om, at konkurrence er godt og sikrer forbrugerne de billigste priser, og derfor indeholder det nye medieforlig i afsnit 7 en hensigtserklæring om, at frit valg skal på dagsordenen. Men sagen er bedragerisk indviklet og Yousee, som potentielt har mange millioner i klemme, har dels et godt teknisk argument og dels en helt usandsynlig våbenbroder i kampen mod en liberalisering af markedet.

Men lad os først lige ridse banen op.

Et stort antal danske husstande er af forskellige grunde bundet til en bestemt tv-distributør. Langt de fleste er bundet, fordi deres boligforening har indgået en samlet aftale - i langt hovedparten af tilfældene med Yousee. En aftale som den enkelte husstand ikke på nogen måde kan fravælge eller slippe for at betale til.

500.000 husstande i spil
Det lyder umiddelbart vanvittigt, hvis man har bare den mindste smule liberalt blod i årerne, men Niels Breining, adm. direktør i Yousee, har en teknisk trumf i ærmet. Det vil nemlig være forbundet med store udgifter for den enkelte boligforening at gøre frit valg muligt.

"Problemet er, at måske op mod 500.000 danske husstande får deres tv-signaler gennem det, vi kalder sløjfeanlæg, og der er det ikke teknisk muligt at levere forskellige programpakker til de enkelte lejligheder," siger han.

I et sløjfeanlæg er lejlighederne forbundet til antennekablerne som perler på en snor. De signaler der går ind i den første lejlighed ledes videre til den næste og så videre... Derfor er det ikke muligt at afbryde signalerne til en enkelt lejlighed - med mindre lejligheden er den allersidste på snoren.

"Hvis de enkelte husstande skal have frit valg af distributør eller af programpakker er der kun to muligheder. Enten skal boligforeningen investere i et helt nyt moderne anlæg, hvor hver enkelt lejlighed er forbundet særskilt, eller også skal signalerne sendes krypteret - og det vil kræve, at de enkelte husstande køber en settop-boks til hvert tv," siger Niels Breining.

Friti valg vil gi' højere priser
Niels Breining er langt fra populær hos Boligselskabernes Landsforening (BL), som repræsenterer omkring 545.000 husstande i almene boligforeninger landet over. Men holdningen til frit valg af leverandør er overraskende den samme - dog af helt andre grunde.

"Vi føler os overbeviste om, at frit valg af leverandør kun vil medføre højere priser for de enkelte husstande. Vi har et kabel-marked med én meget stærk aktør, Yousee, som vi oplever som meget barsk og aggressiv, men i dag skal Yousee trods alt forhandle med en samlet boligforening, som kan agere mere professionelt end den enkelte forbruger vil kunne. Hvis distributøren får det direkte kundeforhold, vil prisen stige," siger Bjarne Zetterstrøm, udviklingschef hos BL.

Det er nu ikke Yousee, men konkurrenten Boxer og de elselskaber, der tilbyder IP-tv i en bredbåndsløsning, som først og fremmest har lobbyet for frit valg. Boxer og bredbåndsseskaberne ville sammen med Viasat og Canal Digital med et slag få langt flere potentielle kunder at slås om, hvis bindingerne ophæves, mens fremtiden for Yousee ville være mere grumset. Man ville være sikker på at miste kunder - omvendt kunne det være muligt at tjene flere penge på de resterende, og Yousee ville også stå klar til at levere moderne antenneanlæg til de boligforeninger, der får behovet.

"Vi vurderer, at det i gennemsnittet ville koste omkring 2.000 kroner per husstand at omlægge anlæggene. Det er en omsætning på en milliard, som vi sikkert ville få vores bid af," siger Niels Breining.

Et engangsbeløb på en milliard er dog småpenge i et spil om måske 500.000 husstandes tv-forbrug. Ingen kender tilsyneladende det præcise tal, og hos Viasat hidser adm. direktør Kim Poder sig ikke op over de mange fugle på taget.

"Vi har ikke et tal for det, og derfor nøjes vi med at koncentrere os om at levere det bedst mulige produkt, så de husstande der eventuelt måtte komme i spil, vil vælge os," siger han.

Medieforlig gi'r frit valg med føling
Foreløbig glæder man sig i begge lejre over medieforliget. Hos Boxer og kompagni over at politikerne nu har sat fokus på frit valg - hos Yousee over, at det er sket på en meget forsigtig facon, som ikke lægger op til snarlig handling:

"I lyset af den teknologiske udvikling på området, som giver de enkelte husstande mulighed for selv at etablere tv-forsyning på en nem og billig måde, er der behov for at se på, om de gældende regler på boligområdet fortsat er hensigtsmæssige..." hedder det i forligsteksten.

Det nævnes ikke om det udvalg, der skal se på frit valg af enkeltkanaler som supplement til pakkeløsninger også skal se på frit valg af tv-distributør. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også