Lokalavisen.dk klar til mobil og iPad

Lokalavisen.dk har ramt en redaktionel cocktail, der virker og endda leverer overskud. Nu gælder det den næste digitale ekspansion.
Per Fanefjord Laursen

Politikens Lokalaviser er lykkedes med det, mange i avisverdenen drømmer om: At kunne tiltrække mange, også nye læsere til online, og tjene penge på det.

"Trods udviklingsomkostninger og recession i mediebranchen har vi i 2009 leveret et overskud på et etcifret millionbeløb, med et tocifret millionomsætning i vores online-virksomhed," siger adm. direktør Jan Halling, Politikens Lokalaviser.

Resultatet er især baseret på, at den lokale annonceomsætning ikke nødvendigvis har været hårdt ramt af recessionen. Mange af lokalannoncørerne hører til i den mindre del af detailhandlen, der sælger de varer, folk skal have, og som skal annoncere hver uge for at trække kunder í butikken.

Mobiladgang
Onlinedelen af Politikens Lokalaviser, lokalavisen.dk i spidsen, står for den rolige, lønsomme ekspansion og overgang til online.

"Lokalavisen.dk som forretning kan ikke i dag fungere uden print, men jeg betragter online-aktiviteten som et 'enzym' for Politikens Lokalaviser, der får det bedste ud af den eksisterende virksomhed og styrker vores tilstedeværelse og dækning i vore dækningsområder," siger Jan Halling.

Lokalavisen.dk er et fælles site for i alt 22 underliggende lokale sites, der hver dækker mindst én kommune. Læserne kan vælge at gå direkte på det lokale site eller kan gå via lokalavisen.dk.

"Vi står alle med den udfordring, at borgerne - især de yngre - gerne modtager deres lokale nyheder og lokal markedsføring ad andre veje end på papir," siger Jan Halling, der oplyser, at Lokalavisen.dk er til rådighed på mobilen om to måneder og samtidig forberedes til læsning på Ipad'en.

Attraktiv cocktail
Lokalavisen.dk har egen redaktion med fire medarbejdere, men en stor del af indholdet kommer fra redaktionerne på de 22 underliggende sites. Her skrives der både til sites og til den lokale ugeavis.

Den cocktail har løftet brugertallet fra et niveau på 35-40.000 i 2008 - til 101.000 i marts 2009 - og til 230.000 brugere i marts 2010. En vækstrate af en kaliber, der løfter øjenbrynene flere steder i branchen.

"Det har vist sig, at visse lokale nyheder, der enten er dramatiske eller sjove, læses med stor interesse over hele landet. Det er en del af forklaringen på vores stigende brugertal," siger Jan Halling.

Journalist-journalistik
I ryggen på online-succesen står Politikens Lokalaviser, der har en stor produktion af meget lokalt stof, fordi man praktiserer det modsatte af det, som medieforskere og andre prædiker. Virksomheden satser ikke på at sænke omkostningerne ved at samle redaktioner i større enheder, men har investeret i journalister, der dedikeret skriver til deres lokale område.

"Vi har valgt det modsatte af mange. Vi deler naturligvis stof med andre i koncernen, også tv-klip. Men grundlaget er, at hver laver sin forretning. Ja, der er en besparelse i at samle redaktioner, men det er ikke muligt at være meget lokal og så samle alle funktioner i ét hus. Vi skal være derude, og det er en styrke for vores journalister," siger Jan Halling, der hellere ser mere journalist-journalistik - frem for borger-journalistik - i sine aviser.

Lokalavisen.dk har ingen planer om at engagere sig i hyperlokale sociale medier, som konkurrenterne fra Berlingske Media, Søndagsavisen og Topdanmarks Lokus har gjort med dinby.dk, lokalia.dk og lokus.dk.

Ny rollen som landsdækkende
Det appetitvækkende mix af lokalnyheder rummer sandsynligvis potentiale for mere vækst.

Hvis brugertallet løfter sig yderligere i vejret fra 230.000, er vejen til rollen som et nyt selvstændigt, nationalt medie ikke lang.

Det eneste, Jan Halling ønsker at sige om de udsigter, er, at Lokalavisen.dk planlægger at udvikle aktiviteterne gennem partnerskaber og nye etableringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også