Mistrati dropper graverfond

Fonden, der skulle sikre graverjournalistikken i Danmark, bliver foreløbig ikke til noget, siger initiativtageren, Miki Mistrati.
Christian Grunert Pedersen

Sidste år kom det frem, at den nuværende leder af Ekstra Bladets gravergruppe, Miki Mistrati, ville starte en fond, der skulle sikre den undersøgende journalistik i Danmark. Men fonden, der årligt skulle støtte undersøgende journalistik med ti millioner kroner, er indtil videre sat i bero, siger han til MediaWatch.

Mistrati havde forventet, at private virksomheder velvilligt ville byde ind med donationer, trods den økonomiske krise, men millionerne har ikke ligefrem stået i kø til projektet, siger han. Det har samtidig ikke været muligt at forene projektet med hans nuværende arbejde på Ekstra Bladet:

”I juni sidste år forlod jeg min stilling på Bastard Film til fordel for Ekstra Bladet, og derfor kunne jeg ikke længere forene den frivillige opgave med at finde millionerne til projektet med mit job som leder af Ekstra Bladets gravergruppe. Bastard Film var trods alt mit eget firma, hvor jeg selv bestemte, hvad jeg ville bruge min tid på,” siger Miki Mistrati.

Han forventer dog at genoptage projektet, når muligheden igen byder sig:

”I princippet er intet ’lukket’. Det er kun mig, der har sat det på hold. Jeg forestiller mig at genoptage det til næste år. Det skal jeg først vende med min chef, Poul Madsen, men mon ikke, han synes, ideen skal føres ud i livet”.

Større generøsitet i udlandet
I det store udland kan man dog spore en noget større donationsvillighed. For også her menes graverjournalistikken at være dybt afhængig af generøse donationer fra velgørende investorer.

Heldigvis vrimler det tilsyneladende med alskens medievenlige ’julemænd’ i form af nye uafhængige fonde i USA og Storbritannien, der gerne vil finansiere den dybdegående journalistik.

I USA er den uafhængige web-tjeneste Propublica allerede godt i gang med at dele ud af sine mange øremærkede millioner fra det velhavende bankier-ægtepar, Herbert og Marion Sandler. Sidste måned vandt Propublica som det første ikke-kommercielle medie Pulitzer-prisen.

Også i Europa er der flere villige investorer på vej med millioner, bl.a. den britiske fond, The Potter Foundation, som har finansieret initiativet ’Bureau of Investigative Journalism’ med 17 millioner kroner, samt den EU-pulje på 11 millioner, der bliver uddelt senere på året, skriver Børsen.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også