Medieforhandlinger fortsætter onsdag

Medieordførerne genoptager forhandlingerne om et forlig i morgen, men mødes i dag i mindre grupper for at nærme sig hinanden i de svære spørgsmål om DR.
Per Fanefjord Laursen

I dag mødes medieordførerne til en række bilaterale forhandlinger i håb om at slibe på de knaster, man er uenige om.

Det kan muligvis fremme chancen for et kompromis og et bredt forlig, når parterne mødes igen onsdag kl. 13.00 til nye forhandlinger.

Forhandlingerne blev udskudt i onsdags, og der var i første omgang forlydener om egentlige forhandlinger i fredags og  i dag.

DR er fortsat den store hurdle og årsagen til at forliget ikke er kommet i hus.

 

Regeringen ønsker en privatdrevet konkurrent til P1, der skal ligge på et af DR's landsdækkende frekvenssæt, FM4, som P2 i dag sender på - og som skal have 125 mio. statskroner med sig til årlig drift. Blandt knasterne er, at oppositionen ikke vil acceptere, at en ny privat radiokanal skal ramme DR på økonomien - pengene skal komme et andet sted fra.

Derudover foreslår regeringen, at DR skal lægge mere produktion ud af huset. Man foreslår at hæve det årlige beløb, som DR skal købe ind for ude i byen, med 100 mio. kr. fordelt over de næste fire år. En stigning fra de nuværende 150 mio. kr.

Oppositionen afviser som udgangspunkt de tiltag, der svækker DR.
 

SF har bl.a. foreslået at hæve erhvervslicensen, der nu er på 900 kr. årligt til 1500 kr. årligt, for at skaffe flere licensmidler, uden at ramme DR.

Socialdemokraterne forlanger "markante indrømmelser" på andre områder, hvis regeringen insisterer på at tage en radiokanal fra DR.

Trods svære forhandlinger med mange modsætninger er Venstres Ellen Trane Nørby ikke bekyrmet for, at det kræver megen mødeaktivitet at blive enige.

"Som vi hele tiden har sagt, så skal vi være færdige inden sommerferien - og det bliver vi," kommenterede hun på Mediawatch i sidste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også