Vi bruger 22 mio. timer på Facebook

Nettet overhalede radio i 2009, når det gælder danskernes tidsforbrug - og Facebook er stadig favoritten online, viser ny rapport fra FDIM.
Tine Brødegaard Hansen

I løbet af 2009 er danskernes tidsforbrug på nettet steget forholdsmæssigt mere end på de øvrige medier. Det er især de 12-24 årige, der er storforbrugere af nettet. De lægger i gennemsnit to timer og tredive minutter online om dagen, mens folk fra 60 år og op nøjes med 38 minutters internetforbrug dagligt.

Og hvad bliver tiden på nettet så brugt til? Primært Facebook og Google. Hver måned bruger vi 22 mio. timer på Facebook og 13,2 mio. timer alene på den danske udgave af Google, google.dk.

Der er milevidt til listens nummer tre, windowslive.dk, som danskerne i snit brugte 4,3 mio. timer på månedligt. På plads nummer fire dukker Google igen op, her i den internationale udgave, google.com, også med ca. fire mio. timer. Youtube presser sig op i top fem med 3,6 mio. timer.

Blandt de danske medier, er det tv2.dk der ligger højest placeret med ca. 2,6 mio. timer, mens ekstrabladet.dk tiltusker sig 2,5 mio. timer månedligt. Dr.dk kommer ind på en tiendeplads med ca. 1,6 mio. timer.

Nettet overhaler radio
Der er gode forklaringer på, at Facebook og Google.dk i den grad stikker af fra de øvrige sites.

"Google betrages ikke så meget som et website, snarere som det naturlige udgangspunkt. Det er simpelthen her internettet ligger," skriver FDIM i rapporten.

Om Facebooks succes hedder det, at det er lykkes Facebook at bygge en social bro mellem den virkelige og den virtuelle verden, så Facebook ikke længere betragtes som internet, men Wsom en forlængelse af det sociale liv."

Også når det gælder besøg, scorer de to internationale sites højt. Her ligger google.dk i top med 80 mio. besøg om måneden i 2009. Facebook må tage til takke med 62,5 mio. besøg. Det er astronomiske tal sammenlignet med nummer tre på listen, msn.dk, der igennemsnit har 27 mio. besøg om måneden i 2009.

Danskerne bruger nu lige så meget tid på internettet som på radio, skriver FDIM i rapporten.

Tv ligger fortsat på førstepladsen over danskernes tidsforbrug på medier. Men radio må til gengæld se sig slået med et mulehår af internettet i 2. halvår 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også