Canal9: VM er vores rambuk

Canal9 sender 21 kampe fra VM-slutrunden. En investering, der ikke løber rundt - til gengæld er det kanalens store chance for et gennembrud, vurderer Canal9’s sportschef.
MediaWatch

Canal9 har som den nye dreng i klassen af sports- og underholdningskanaler valgt at satse stort på VM i fodbold i Sydafrika.

Canal9 sender 21 kampe i løbet af hele slutrunden og ifølge sportschef på Canal9, Anders Bay, skal VM-slutrunden ses som kanalens ”stjernestund” og store mulighed for at bryde ind i bevidstheden hos de danske tv-seere.

”For os er VM den rambuk, som skal få os ind i de danske stuer,” siger sportschef på Canal9 Anders Bay.

Målet er 150.000 seere
Ifølge Anders Bay er et af målene under slutrunden at levere landets bedste VM-dækning. Det skal gøres med et hold på otte værter, kommentatorer og teknikere, der skal være på pletten i Sydafrika – heriblandt Stig Tøfting, der skal være kanalens mand i den danske lejr. Det hele holdes sammen af et hold i Danmark med studieværten Peter Møller som ankermand.

”Helt konkret er vores mål slå seerrekord på Canal9 under VM-slutrunden. Vores hidtidige højeste seertal er 110.000 til en fodboldkamp, og vi skal gerne op på 150.000 seere til en kamp under VM,” siger Anders Bay, der ser muligheder for seerrekord i en af Argentinas tre indledende kampe eller kampen mellem Holland og Japan i Danmarks gruppe, som Canal9 viser.

Skal på højde med TV 2 Sport
VM er en investering for Canal9, der ikke giver overskud nu, men skal give bonus på den lange bane.

”VM i fodbold er en investering for os. Køb af rettigheder contra reklameindtægter går ikke op, så det er en investering for vores svenske ejer for at komme godt ind på det danske marked,” siger Anders Bay.

”Det er en del af en langsigtet plan. Vi skal gerne på sigt op at have samme penetration som TV 2 Sport,” siger Anders Bay.

Den Bonniers-ejede Canal9 overtog i forsommeren en række fodboldrettigheder fra Telenor. Heriblandt de 21 VM-kampe, som Telenor havde købt af DR. Telenor kunne ikke anvende sine danske rettigheder, da selskabet ikke blev gatekeeper for digital-tv - en rolle Boxer vandt. For Canal9 har vejen ind på det danske marked indtil videre været svær - blandt andet fordi, det ikke lykkedes Canal9 at komme med i YouSees vigtige tv-pakker.

Boxer reklamerer med VM-kampe
VM-kampene bliver nu også brugt af tv-distributøren Boxer, som i deres nyeste kampagne reklamerer med, at blot 27 procent af danskerne kan se sports- og underholdningskanalen Canal9 og dermed går glip af 21 VM-kampe. 

"Det kommer nok som en stor overraskelse for landsholdsfans og andre fodboldfanatikere, der troede, at de med blot DR1 og TV 2 var klar til fem fantastiske uger med fodbold-VM foran skærmen. Men i stedet går de glip af masser af VM-mål,” siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør i Boxer i en pressemddelelse.    

Canal9 viser 21 kampe, hvoraf de 16 er fra de indledende grupper, tre 1/8-delsfinaler, en kvartfinale og en semifinale. DR viser 11 kampe og TV 2 viser 32 kampe under VM-slutrunden.

Canal9 må ikke sende nogle af Danmarks kampe under slutrunden, da kanalens penetration er for lav. De må derfor bytte kampen med TV 2, hvis Danmark skulle spille sig videre fra de indledende kampe og havner i en af de slutspilskampe, som Canal9 har rettigheder til.

- KHJ

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også