Radio 100FM klar med ny hollandsk investor

Den hollandske radio- og pengemand, Marc Nanning, er tilbage i dansk radio blandt investorerne i Radio 100FM og ansøgningen om at få FM6 koncessionen.
Per Fanefjord Laursen

Den hollandske radio- og pengemand, Marc Nanning er én af tre investorer i Radio 100FMs ansøgning om at drive FM6 koncessionen, der blev indleveret i dag kl 12.00.

Marc Nanning, tidligere bestyrelsesformand i 100FMs moderselskab Talpa Radio Danmark, ejer 33% af det selskab, New Radio Aps, der har ansøgt om at drive koncessionen.

Marc Nanning er et markant navn i hollandsk radio, især som bestyrelsesformand i John del Mol selskabet Talpa Radio International.

De to andre investorer er direktør Jim Receveur og Jim Receveurs advokat, Gregers Laursen, der hver kommer med samme beløb som Marc Nanning - cirka 2-2,3 mio. kr.

"Der er ikke tale om store beløb. Vor forretningsmodel behøver kun en investering på 4-5 mio. yderligere for at kunne sende videre på FM6 koncessionen. Vi er en radiostation med det hele, der allerede sender, og det sikrer os en solid forretningsplan," siger Jim Receveur.

De ekstra penge går til en stigning i Koda/gramex afgifter og drift af FM og DAB sendere.

Radio 100FM har i dag 20 ansatte, plus freelancere.

Jim Receveur er ikke overrasket over, at SBS og Berlingske i fællesskab har meldt sig som ansøger, men han erkender, at det er en ligeværdig konkurrent.

"Nok har Berlingske ikke - trods store radioambitioner - haft succes som nyhedsproducent for radio tidligere, men kombinationen af SBS og Berlingske er interessant."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også