Filmmagasinet Ekko kan i år fejre 10 års jubilæum. Det lille magasin med de store vingeslag har for længst manifesteret sin position som landets førende tidsskrift om film.

”Ekkos mål er at skabe begejstring for film. Det skal stråle ud af bladet,” siger Claus Christensen, der har været chefredaktør på Ekko siden 2002 og ikke lægger skjul på, at det er en type magasin, der "har det hårdt".

”Ekko har fundet sin form nu, men at lave sådan et blad er som at arbejde op mod naturkræfterne, fordi vi er et så lille sprogområde. Det kræver en stor grad af generøsitet og idealisme fra medarbejderne, for at det skal lykkes,” forklarer han.

Magasinet kickstartede sin filmfaglige metier som et lidt anonymt, pædagogisk tidsskrift for lidt over 10 år siden, men siden har Ekko fundet sig godt til rette som et af de få seriøse magasiner, der virkelig formår at forene filmmediets æstetik i layoutet med et debatskabende indhold.

”Jeg har altid haft det idealistiske mål at lave et blad, der kommer så tæt på sandheden, som man kan. Kulturjournalistikken i Danmark har simpelthen været for pæn. Der har været en tendens til, at journalister og branchen ved en masse, men det gør læserne ikke. Journalisterne har ikke turdet gå nok til biddet. Det er synd for læserne, men det er også synd for branchen,” mener Claus Christensen.

Kulturjournalistikken har været for pæn
Ekko bygger videre på en ånd, der går helt tilbage til det legendariske Press. Siden de spæde dage som et lidt indelukket abonnementstidsskrift har Ekko vokset sig stort og betydningsfuld, også uden for for de filmkyndige kredse, og i dag appellerer magasinet i den grad også til almindelige kultur- og filminteresserede læsere.

”Det var nok lidt nørdet dengang, så vi spurgte os selv, om man ikke kunne lave et magasin, der virkelig tør noget - så når man fik det i hånden, ville man være spændt på, hvad der nu står i det den her gang. Magasiner kan nemt blive lidt for pæne og lidt bløde i det,” mener Claus Christensen, der også har forsøgt at lade magasinet stå sin prøve på kioskernes magasinhylder, velvidende at et magasin som Ekko nok ville få det hårdt mod livsstilsmagasinerne:

”Det var vigtigt for mig at komme ud i kioskerne. For det er der, man er synlig, og det er også der, hvor man bliver et rigtigt magasin. Vi har haft et opadgående salg, men det er stadig primært abonnenter”.

Flere forretningsben
For at forretningen skal løbe rundt har Ekko derfor flere ben at gå på. Et af dem er undervisning, som Ekko alle dage har satset meget på. Sideløbende har magasinet indgået kollektive abonnementsaftaler med bl.a. Dansklærerforeningen.

Det andet er selve filmbranchen, hvor bladet i dag har forhåndsaftaler med foreningerne FAF (foreningen af film- og tv-arbejdere), Danske Filminstruktører og Producentforeningen. Dermed er bladet i dag sikret et gennemsnitligt oplag på 13.000. Det sidste har været at sikre fremgang hos almindelige abonnenter, dvs. læsere, som interesserer sig særligt for film:

”Det er klart, at målgruppen er den veluddannende, kulturinteresserede dansker. Jeg siger nogle gange, lidt populært, at det er for dem, der kaster sig over Politikens 2. sektion som det første,” siger Claus Christensen.

Livet uden støttekroner
Ekko bruger heller ikke penge på markedsføring. Magasinet blev oprindelig støttet af Filminstituttet og Undervisningsministeriet. Dengang var støtten oppe på 80 procent. I dag er procenten nede på under 20 procent, og Claus Christensen håber at komme ned på nul. Men uden markedsføring er der et stykke vej endnu.

”Vi skal levere noget, der er så godt, at det ikke behøver markedsføring. Vi vil slå navnet fast med indholdet. Det har så også givet bladet en langsommere vej mod målet,” vurderer Ekkos mangeårige chefredaktør, der også er på udkig efter en mere permanent sponsor:

”Med vores stærke kvalitetsbrand og mange aktiviteter – såsom forpremierer og fodboldturnering i filmbranchen – mener vi, at vi har noget at tilbyde en sponsor”.

Mifunes sidste sang For to år siden fusionerede Ekko med det konkurrerende filmblad Mifune. Hvor Ekko tidligere havde slået sig op på sin danske og samfundsdebatterende profil, havde Mifune i stedet taget pulsen på den internationale filmkunst. Med fusionen blev der tilført et par nye ansigter til den daglige redaktion, der før bestod mest af freelancere.

”Med Mifune fik vi en skare af græsrødder, dvs. unge filmstuderende med en ny energi og en masse viden. Det har også givet os det internationale knowhow, vi havde brug for. Jeg har fået også meget mere arbejde, men det gør det også uendelig meget sjovere, f.eks. at skulle lære nye folk op. Vores freelanceskribenter har jo også haft deres faste stillinger, så det er da dejligt, at der nu er andre, der brænder lige så meget for det,” siger Claus Christensen, der samtidig med fusionen lagde annoncesalget inhouse.

”Vi havde tidligere annoncebureau i Århus, men nu gør vi det selv, og det har bl.a. betydet, at vi med det nye nummer er gået frem med 60 procent. Læren er, at jo mere vi kan lave selv, jo bedre. Vi vil udnytte, at vi er et mindre sted på den gode måde,” forklarer han.

Magasin og online er to forskellige ting I dag udkommer Ekko fire gange om året, og Claus Christensen så gerne, at bladet udkom min. seks gange om året. Men at det ligefrem skulle blive et månedsmagasin, er ikke sandsynligt, mener han:

”Det ville være lettere at lave bladet, hvis det udkom noget oftere. Jo mere omtale og større frekvens, jo flere abonnenter. I dag kan der godt være perioder, hvor Ekko er for længe væk fra mediebilledet, men det er netop derfor, at hjemmesiden er så vigtig”.

Ekko har en del brugere på nettet, og det er ofte der, at læserne opdager bladet - ambitionen er at have én original historie hver anden dag, så man kan holde gryden i kog - men hjemmesiden er et supplement til det trykte blad.

”Det er to forskellige ting - hjemmesiden er god til nyheder og levende billeder, mens magasinet er til de store interviews, som slet ikke bliver læst så meget online, som de gør i magasinet,” siger Claus Christensen.

”I en moderne elektronisk verden kan det for nogen være svært at se, hvad man skal med magasinerne, men det, jeg tænkte dengang, vi gik over til løssalg, var, at hvis et magasin skulle overleve, så skulle det være noget, der også var rart at røre ved. Det skulle have det look og den betydning, som LP-pladen har for feinschmeckere”.

Lækagesagen
Det er meget sjældent, at magasiner som Ekko får gennemslagskraft ud over sin egen niche, men magasinet var på alles læber, da lækagesagen begyndte at rulle. Det var nemlig i Ekko, at dokumentaristen Christopher Guldbrandsen i et interview hævdede, at Søren Gades presserådgiver, Jacob Winther, i 2007 lækkede oplysninger om danske jægersoldaters hemmelige mission i Irak:

”Guldbrandsen-interviewet er et eksempel på en unik, eksklusiv ting, man ikke kan læse andre steder - at man kan gøre det på en anden måde. Det illustrerede, hvordan vi ville være toneangivende og sætte fokus på, at film også indgår i forhold til andre medier,” fortæller Claus Christensen.

I perioden efter skete der bl.a. det, at flere tegnede abonnement, og Ekko blev for alvor kendt udenfor de finere kultur- og filmkredse.

”Jeg kan hverken be- eller afkræfte jeres historie om læk fra Forsvarsministeriet til TV 2. Men jeg vil gerne bekræfte, at jeg aldrig nogensinde har hørt om Filmmagasinet Ekko,” lød den efterfølgende kommentar til Ekkos hjemmeside fra TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt, der nu, som flere, har fået øjnene op for det farvestrålende filmmagasin.

Forholdet til filmbranchen
For et kritisk filmtidsskrift som Ekko kan forholdet til den lukkede danske filmbranche nemt blive lidt anstrengt. Ekko vil gerne være den frække dreng i klassen, og magasinet har ofte søgt de anderledes vinkler, når filmbranchen er gået kritisk efter i krogene.

Det skete bl.a., da Ekko ville formidle magten i dansk film i form af en magtens top 25, eller da man lod anmelderne blive anmeldt af branchen. Til nogle anmelderes store fortrydelse. Men den seriøse journalistisk påskønnes på den anden side.

”Branchen har været utrolig åbne. Der har altid været 100 procent opbakning. Filmbranchen efterspørger selv en kritisk presse, der kan levere nogle af de debatskabende historier,” forklarer Claus Christensen.

For et filmmagasin er anmeldelserne stadig noget, der hænger uløseligt sammen med filmjournalistikken, og Claus Christensen kunne da heller ikke forestille sig Ekko uden dem. Men anmeldelsen skal kunne noget særligt, mener han:

”Morten Piil (garvet filmanmelder på Ekko, Information m.fl., red.) har engang sagt, at den interessante anmeldelse ikke bare er en værdidom. Den er også interessant at læse, selvom man ikke er enig i dommen. Anmeldelsen lige så meget en diskussion af kvalitet, der går dybere, end om det nu er en god eller dårlig film”.

Konstruktive anmeldelser
Anmeldelserne kan med en udgivelsesrate på fire gange årligt ikke være så aktuelle som andre medier, men det mener Claus Christensen nu ikke er en forhindring:

”Det er stadig interessant at læse anmeldelser fra folk, der har sat sig ind i stoffet. Man skal kunne sprogliggøre oplevelser af film. Samtidig mener jeg faktisk, det er vigtigt at have stjernerne, så man tvinger anmelderen til at fælde en dom”.

Til Ekkos egne skribenter, der også tæller store litterære koryfæer som Klaus Rifbjerg og Lars Bukdahl, er der blot få krav fra chefredaktøren, der også selv anmelder film. De skal være konstruktive:

”Anmeldelserne skal skrives med begejstring, når noget lykkes, eller med ærgrelse når det ikke lykkes. Vi skal ikke hovere eller fryde. Det er en ærgrelse, der skal skrives ud, med en begrundelse for, hvorfor det ikke er lykkes”.

Næste nummer af Ekko er på gaden i dag.