Kvinderne - Børsens bløde punkt

Dagbladet Børsen har 30 procent kvindelige læsere – mens andelen er 15 pct. online. Alt, alt for få siger chefredaktør og adm. direktør Leif Beck Fallesen.

Er der nogen, der kan sikre Børsen fortsat vækst, så er det kvinderne - og ingen ved det bedre end Børsens topchef Leif Beck Fallesen.

”Vi har 30 procent kvindelige læsere og det, synes jeg, er for få. Jeg vil da gerne have en fifty-fifty fordeling, men det kræver, at der også kommer det i erhvervslivet, og det er der lidt tid til,” siger han.

Produktudviklingen igennem de sidste ti år har i høj grad også haft for øje at tiltrække flere kvindelige læsere – bl.a. med introduktionen af stofområder som sundhed, kultur, fødevarer og som noget af det seneste det glittede livsstilsmagasin, Pleasure. Det har givet pote på print – den nye kvindekamp skal kæmpes online.

Redskab til at banke mændene
”Helt banalt er vores store udfordring på det digitale område, at læserne primært er mænd. Vi mangler det stofudvalg på nettet, som kvinderne har fået på tryk. Vi har 30 pct. kvindelige læsere af avisen, men det halve på nettet. Det vil vi så prøve at gøre noget ved,” siger Leif Beck Fallesen.

Øvelsen består i at udrulle de samme stofområder på nettet, som har sikret papiravisen kvindelig opmærksomhed – og guleroden, der skal trække kvinderne til, er skyts til at slå mændene på deres eget domæne i erhvervslivet.

”Vores strategi over for kvinder er at være et redskab til at banke mændene oveni hovedet med. Hvis kvinderne skal bekæmpe mændene, så skal de gøre det med deres egne midler. Vi har udviklet stofudvalget til kvinderne, men vi vil ikke lave et kvindetillæg – det vil være fornedrende i forhold til kvinder,” siger Leif Beck Fallesen, der også vil i kontakt med kvinderne uden for avisen – bl.a. er mediehuset i juni vært for en stor konference om kvinder og ledelse.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også