Århus: Berlingske fører ny printkrig

Printkrigen i Århus-regionen tog en ny drejning, da JP/Politiken og Berlingske skiftede slagmark til en konfrontation på ugeavismarkedet.
Per Fanefjord Laursen

Det gamle avisopgør i Århus-området mellem JP/Politiken og Berlingske Media har ændret karakter.

Frontlinjen er flyttet til ugeavismarkedet og udkæmpes på et stigende antal publikationer fra kombattanterne Politikens Lokalaviser og Berlingske Media.

”Vi har oplevet en oprustning med stigende konkurrence. Der kom to ugeaviser i Favrskov, to i Skanderborg og flere i Århus, så de presser klart hinanden,” siger direktør Rolf Bach Christensen, Carat Århus.

”Medieudviklingen i Århus og regionen tog en ny drejning drevet af en hård konkurrence på ugeavismarkedet. Den påvirker hele konkurrencesituationen i regionen,” siger annoncedirektør Søren Hyldgaard, Berlingske Media, der er enig i, at slagmarken spredte sig til områder omkring byer som Skanderborg, Favrskov og hele Djursland.

Når slagmarken bevægede sig over på ugeaviser og andre nye printudgivelser, skyldes det især hovedavisernes faldende oplag.

Direktør Bo Dahl Andersson, Aarhus Media, der med 30 ansatte er JP/Politikens salgsorganisation, forklarer det således:

”For år tilbage kunne man nøjes med at indrykke en annonce i et dagblad eller ugeavis og nå bredt ud til borgerne i Århus og omegn, men i dag er vi alle storforbrugere af medier på tværs af platforme, hvilket har gjort markedet væsentligt mere fragmenteret,” forklarer han.

”Vores rolle er at sammensætte effektive mediaplaner for annoncørerne, men i dag skal der flere medier i spil på mediaplanen for at opnå en effektiv kommunikation, og dermed er mediakøbet i Århus blevet mere komplekst,” siger Bo Dahl Andersson.

Berlingske i front
Ifølge Carat Århus har Berlingske-koncernen fortsat førertrøjen på, når man ser på ugeaviskrigen.

”Berlingske erfarede, at Århus Onsdag med et stort oplag var dér man tjente pengene, så for et par år siden begyndte man at opkøbe ugeaviser i Århus og nærliggende kommuner. Med Amtsavisen Randers blev man også rimelig stærk på Djursland. Lige nu fører Berlingske denne krig i Århus, og JP/Politiken halser efter,” siger Rolf Bach Christensen.

Begge koncerner fører den kommercielle side af kampen fra to velbemandede salgsorganisationer, Mediecenter Danmark og Aarhus Media, der har porteføljer, der spreder sig til både indstik, magasiner, og alternativer løsninger f.eks. outdoor.

”De to salgsorganisationer kæmper indbyrdes, men også mod andre mediagrupper end lige print, ugeaviser, m.m.,” siger Rolf Bach Christensen.

I den senere tid er TV 2 Østjylland f.eks. blevet en stærkere, mere professionel kommerciel aktør.

To salgsorganisationer i kamp
JP/Politiken oprettede salgsselskabet Aarhus Media for ca 1½ år siden. Hovedmediet er fortsat dagbladet Jyllands-Posten i Århus-versionen. Der findes ikke separate læsertal for avisen i området, men nationalt er Jyllands-Postens læsertal faldet med knap 12 procent. JP Århus danner det dækningsmæssige grundlag for de annoncører, der placerer budgettet hos Aarhus Media, som suppleres af 24timer, Århus Online og flere magasiner.

Det er godt 1½ år siden, at Berlingske Media etablerede "Mediacenter Århus", hvor salget af Århus Stiftstidende, hvis læsertal er faldet knap 17 procent på det seneste år, danner grundlaget. Den suppleres af flere ugeaviser, herunder Århus Onsdag, netaktiviteter, m.m.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også