TV 2: Lønforhøjelse og programsats bag minus

TV 2-koncernen klarer sig pænt i 1. kvartal på et svært tv-marked, men stigende omkostninger fremtvinger underskud, viser regnskab.
Per Fanefjord Laursen

TV 2 klarer sig efter tv-markedets omstændigheder rimeligt, men omkostningerne presser regnskabet i 1. kvartal, der viser et underskud på 23 mio. kr. ifølge den første mellemregning på TV 2's 2010-økonomi.

TV 2's kommercielle share faldt med fire procent, mens TV 2's reklameomsætning faldt med seks procent?

”Tv-markedet faldt med otte procent i kvartalet, så vi gør det bedre end markedet. Hvis der var fuldt udsolgt på TV 2, kunne man måske forvente, at omsætningen vil følge sharen. Men vi er fortsat i lavkonjunktur, så der er ikke udsolgt,” siger finansdirektør Peter Normann, TV 2.

Hvorfor har en økonomisk presset virksomhed som TV 2 en stigning i omkostningerne på 34 mio. kr i et kvartal?

”De 34 mio. er rundt regnet fordelt på godt ti mio. til tre områder: Der er øget investeringer i programmer på nichekanalerne. Den investering var nødvendig, fordi vi har lovet seere og antenneforeninger, at der ville komme flere program-kalorier i kanalerne. Desuden skal man huske, at vore nichekanaler bidrager med væsentlige indtægter for TV 2. Der er dernæst brugt godt ti mio kr. til ekstra programomkostninger på hovedkanalen, hvilket blot betyder at nogle programmer er posteret i 1. kvartal, ikke i 2. kvartal. Sidste afsnit i dramaserien 'Blekingegade' blev desuden vist i januar og belaster dermed 1. kvartal. En udgift, der ikke var der i 2009.”

De sidste ti mio.?

”Omkostningerne steg med godt ti mio. kr. til prisudvikling og løn. Det skyldes bl.a., at medarbejderne på TV 2 har fået en ny overenskomst med en lønstigning på tre procent.”

TV 2's forventninger til 2010 er uændrede. Kvartalsregnskabet fra TV 2 er en konsekvens af Rigsrevisionens rapport om TV 2 sidste sommer, der kritiserede afrapporteringen til Kulturministeriet, og som fik Kulturministeriet til at pålægge TV 2 at agere som et børsnoteret selskab og aflevere kvartalsregnskab. Rigsrevisionens kritik af TV 2 er sidenhen blevet skudt ned i to efterfølgende undersøgelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også