Regionale tv-stationer graver mere

De regionale tv-stationer har oprustet inden for den undersøgende journalistik, mener Bruno Ingemann, der netop har været med til at uddele årets Spadestikpris.
MediaWatch

For første gang nogensinde var det et tv-projekt, der løb med 'Den Gyldne Spade', da Spadestiksprisen i sidste uge blev uddelt. Rune Holm fra TV 2/Bornholm fik prisen og de 100.000 kr. for sin serie om hjertestartere på Bornholm og dårlig vejledning fra alarmcentralen. 

Faktisk var hele ti af de 14 indstillede kandidater til Spadestiksprisen 2010 fra enten TV 2 Regionerne eller fra DR’s distrikter - en klar stigning i forhold til de forgående år. Det er ikke noget tilfælde, vurderer Bruno Ingemann, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Et Spadestik Dybere, der hvert andet år uddeler 'Spadestiksprisen' til lokale og regionale medier for en særlig indsats inden for den undersøgende journalistik.

”I de små ti år, vi har haft Spadestiksprisen, har TV 2 Regionerne og DR’s distrikter været bagefter de lokale dagblade i den undersøgende journalistik, men det er helt klart, at de fra redaktionel side har oprustet på området,” vurderer Bruno Ingemann.

Højere op på dagsordenen
De tre finalister til Spadestiksprisen var Rune Holm fra TV 2 Bornholm, Natasja Dybmose fra TV 2 Øst og Jens Hansen fra TV 2/Nord.   

Foreningen Et Spadestik Dybere har til formål at skabe et forum mellem lokaljournalister, der arbejder med den udredende journalistik. Med prisen følger en check på 100.000 kr, sponsoreret af TV 2 Regionerne, DR Distrikter og de regionale/lokale mediehuse, og det er dermed den største pris i landet for undersøgende journalistik.

"De lokale journalister bliver ofte overset, når man i branchen taler om, hvor vigtig man er for samfundet. Med den her pris bringer vi lokaljournalisterne højere op på dagsordenen og fortæller, hvor vigtigt deres arbejde er," siger Bruno Ingemann.

Sælger i hvert fald ikke mindre
Den undersøgende journalistik er ifølge Bruno Ingemann helt nødvendig for, at lokal- og regionalmedierne kan være relevante og vedkommende for borgerne og lokalsamfundet. Men samtidig skal medierne ikke blindt regne med, at den undersøgende journalistik sikrer den økonomiske overlevelse.

”Undersøgende journalistik sælger ikke mere, men det sælger på den anden side i hvert fald ikke mindre. Medierne skal ikke forvente, at den undersøgende journalistik er en økonomisk guldgrube. Men for i det mindste at holde fast i læserne og mediets betydning, må de gøre stoffet relevant for læserne og seerne og spille en aktiv rolle i demokratiet. Det gør de i kraft af den udredende journalistik,” fortæller Bruno Ingemann, der er tidligere journalistisk redaktør og leder af gravergruppen på Nordjyske Medier. I dag arbejder han med undervisning inden for blandt andet udredende journalistik. 

Omfordel ressourcerne
Inspireret af den amerikanske professor i journalistik Phil Meyer, vurderer Bruno Ingemann, at printaviser i fremtiden må satse på undersøgende journalistik og analyser, udkomme færre dage og koste mere, end de koster i dag. Den daglige nyhedsstrøm må så henvises til internetmedier.

”Medierne skal sætte flere ressourcer af til den undersøgende journalistik. De kan sagtens skære ned på alt det pligtstof, som man på mange redaktioner bruger alt for mange kræfter på. Eksempelvis at ringe til politikere efter udvalgsmøder og pligtskyldigt ringe til politiet mange gange i løbet af dagen. Det tror jeg, at læserne og seerne vil blive glade for, og samtidig vil det tydeliggøre mediets funktion og relevans i lokalsamfundet,” mener Bruno Ingemann

Det er ti år siden, at Cavlingprisen sidst blev tildelt journalister fra regionale eller lokale medier. Det skete I 2000, da den gik til Kim Dahl Nielsen og Kasper D. Borch fra Jyske Vestkysten. Rune Holm fra TV 2/Bornholm var også nomineret til Cavlingprisen 2009, som blev vundet af Jesper Tynell fra P1 Orientering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også