TV 2 for landsretten i dag

Skal TV 2's reporter Rasmus Tantholdt og nyhedschef Michael Dyrby vidne i lækagesagen? Det tager Østre landsret stilling til i dag.

Da byretten i begyndelsen af marts afgjorde, at TV 2's Rasmus Tantholdt og nyhedschef Michael Dyrby skulle vidne om, hvorfra de i 2007 fik oplysninger om, at danske jægerkorps skulle sættes ind i Irak, kaldte Michael Dyrby det en sort dag for dansk presse og kvitterede med at kære afgørelsen til landsretten.

I dag skal Østre Landsret så behandle sagen og afgøre det videre forløb i "lækagesagen".

"Landsretten kommer ofte med de toneangivende afgørelser, og for os kommer det til at definere det videre forløb. Der er heller ingen automatik i, at vi kan få sagen for Højesteret, hvis vi taber, selv om vi har en interesse i det," siger Michael Dyrby til Jyllands-Posten i dag.

Også DR spiller en rolle i sagen - på den omstridte lydfil, DR ligger inde med, skulle Rasmus Tantholdt angiveligt afsløre sin kilde i en samtale med journalist Nils Giversen, der efterfølgende er blevet afskediget fra DR, fordi han videregav lydfilen til filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen. Denne har hele tiden har holdt på, at tidligere pressechef i Forsvarsministeriet, Jacob Winther, er lækkken.

Byretten afgjorde i marts, at DR ikke skulle udlevere lydfilen til politiet. I en leder tidligere i april, kritiserer Politikens lederskibent politiets indsats i forbindelse med efterforskningen af lækagesagen. Kilder til undren er bl.a., hvorfor Danmarks Radios bestyrelsesformand, Michael Christiansen, ikke er blevet afhørt i sagen - når han har hørt indholdet af lydfilen og i modsætning til journalister ikke kan fritages fra at vidne af hensyn til kildebeskyttelsen - og hvorfor politiet ikke blot har tjekket, hvem der har ringet til Rasmus Tantholdts mobiltelefon den skæbnesvangre dag for tre år siden.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også