Lokalia.dk i luften

Søndagsavisens digitale lokalavis-koncept blander journalistik og borgerjournalistik, og giver læserne mulighed for at søge lokalnyheder via Google kort.
Anna Backe

I morgen lancerer Søndagsavisen en testudgave af sin nye lokale nyhedssatsning, Lokalia, skriver Søndagsavisen i en pressemeddelelse.

”I takt med de lokale dagblades faldende oplag og nedskæringer i personalet har danskerne mistet den lokale nyhedsdækning,” siger Arne Ullum, Medie direktør for Søndagsavisen i meddelelsen.

Lokalia.dk er ifølge meddelelsen den første netavis herhjemme, der giver læserne mulighed for at sortere og finde hyperlokale nyhedsartikler via et Google kort. Det vil desuden være koblet op på en mængde funktioner som eksempelvis Facebook Connect, kort med Smileys for det lokale pizzeria, huse til salg, ledige jobs og kulturelle arrangementer.

”Nyhederne produceres primært af en kombination af almindelige journalister og borgerjournalister. Hvor de almindelige journalister har det som deres uddannelse og erhverv, er borgerjournalisterne drevet af det engagement og lokalkendskab, som vil kendetegne lokalia.dk. Det engagement vil vi formidle til læserne, som vi håber, vil deltage som rapportører med nyheder fra de foreninger eller lokalområder, som betyder meget for dem. Dermed vil Lokalia.dk bibringe den stadigt mere elitære nyhedsdækning en tiltrængt demokratisering,” siger Arne Ullum.

Lokalia vil i første omgang være aktivt i Randers, Lolland, Lejre, Holbæk og Nordfyn kommuner -andre er på vej. Lanceringen sker som led i Søndagsavisens strategi om at blive stærkere indenfor digitale nyheder. Ud over Lokalia driver Søndagsavisen blandt andet Boligportal.dk, jobportalen: Ofir.dk, Søndagsavisen.dk og Minreklame.dk.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også