AidOnline lægger sig

AidOnline har indvilget i at lukke websitet og at betale sagsomkostninger til Danske Dagblades Forening og FDIM.
MediaWatch

AidOnline nåede i sin korte levetid at få hele den danske medieverden på nakken. Nu har sitet indgået forlig med Danske Dagblades Forening og Foreningen af Interaktive Medier om helt at hive stikket ud samt at betale sagsomkostningerne på 30.000 kr.

Det skyldes forretningskonceptet om, at brugere via at downloade et stykke software kunne erstatte bannerannoncer på websites med annoncer for velgørende organisationer, som AidOnline solgte annoncepladsen til.

På den måde kunne man vælge at støtte velgørende organisationer frem for kommercielle annoncører. Men medierne lever af sidstnævnte, og det at udskifte annoncer svarer til tyveri lød et af argumenter mod AidOnline.

"Vi er glade for sagens udfald. AidOnlines model var rent snylteri på mediernes virksomhed, og derfor var det direkte skadelig virksomhed for netmedierne. Det var i øvrigt også en erkendelse de involverede hjælpeorganisationer nåede frem til hurtigt efter FDIM's reaktion. Med sagens udfald har vi nu fået bekræftet, at det ikke er tilladt at fjerne annoncer fra websites for at udskifte dem med annoncer man selv har solgt,” siger Morten Helveg Petersen, direktør i FDIM i en pressemeddelelse.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også