Det politiske stridspunkt er DR

Forudsigeligt at Socialdemokrater mener, at mangfoldighed betyder, at DR skal have en masse kanaler, lyder Venstres kommentar.
Per Fanefjord Laursen

Venstres Ellen Trane Nørby, der endnu ikke har læst samtlige detaljer i oppositionens udspil, konstaterer, at der er områder, hvor man på papiret står langt fra hinanden, men også mange, hvor tonen ikke er så forskellig.

"For nylig lyder der mere ens toner om, at det er vigtigt at sikre og fastholde kvaliteten i DR," siger hun.

DR, der fylder meget i oppositions udspil, er ellers det stridspunkt, der i yderste konsekvens kan nedskyde en bred aftale. Oppositionen giver nærmest helt frie tøjler til DR, mens regeringen ønsker DR holdt i kortere snor, blandt andet for at give plads til andre.

"Det forkommer mig, at SF har udtrykt sig mere nuanceret om DR på en konference i sidste uge, hvor Holger K. understregede at han ikke er lobbyist for DR. Men fra Socialdemokraterne lyder det konsekvent, at mangfoldighed i medieverden reelt betyder, at DR skal have så mange kanaler som muligt. Vi har en helt anden opfattelse af pluralisme i mediebilledet. Og det undrer mig, at oppositionen ikke vil sikre, at EU lovgivning overholdes," siger hun, med reference til at EU har udstukket nye rammer for indkapsling af public service medier.

Når det gælder public service-puljen, vil oppositionen opstille ansøgningsbetingelser, der betyder at tv-kanaler, der sender fra England, ikke kan søge.

"Public service-puljen er meget populær i Producentforeningen, for Puljen sikrer at flere aktører kan levere kvalitet. Jeg opfatter opposionens kritik af puljen som useriøs."

Mediestøtte-forhandling har lange udsigter
Oppositionen ærgrer sig over, at der ikke skal forhandles en medieaftale, der også inddrager behovet for ændringer i mediestøtten til dagbladene. Selv om aviserne ikke traditionelt er medieforligsstof, hænger tingere så meget sammen i den moderne medieverden, at det giver mening at forhandle støtte til trykte medier og deres websites, med støtte til tv, radio, public service, m.m.

"Ja, der er forhold, der rager ind over hinanden i medieverden, og det vil øges fremover. Men jeg finder det naturligt og klogt, at den meget komplekse mediestøtte-forhandling sker separat," siger Ellen Trane, der ikke har et bud på, hvornår Anker Brink Lunds store udredning med anbefalinger kommer til debat i ordførerkredsen.

Licens regulering
Ellen Trane uddyber på Facebook, at Venstre absolut ikke er med på SF og S ønsker om hæve licensen ved at lade licensen følge den almindelige prisudvikling.

"Det er en politik, som de kan få lov til at stå helt alene med. I Venstre vil vi ikke hæve licensen. Vi synes, at danskerne allerede i dag betaler rigeligt i licens," skriver hun.

Til gengæld lyder det til, at man godt vil kunne enes om oppositionens nye tanker om en blødere udfasning af FM, snarere end en slukkedato. Venstre ønsker ikke en fast dato nu, men at slukkedatoen udpeges, når over 50 procent af husstandene har en DAB-modtager.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også