DR justerer sin DAB-kurs

DR nuancerer overraskende sine DAB-budskaber. Opgaven er nu, at udvikle al digital radio til alle platforme - ikke kun DAB - og det haster ikke med at slukke FM.
Per Fanefjord Laursen

Den danske diskussion af digital radio tog en overraskende ny drejning på en konference torsdag, der var arrangeret af Brancheforeningen for Elektroniske Medier.

Det var Carsten Corneliussen, DR Jura, Politik og Strategi, der i et indlæg, ”Fremtidens radio – hvad er digital radio?”, lagde skinner for en lidt anden digital radio agenda i DR.

”Radiobroadcast vil eksistere i rigtig mange år – og skal selvfølgelig digitaliseres.  DAB er jo allerede en besluttet transmissionsteknologi i Danmark. Men radio handler primært om indhold, og digital radio kommer til handle om at kunne personalisere indholdet, hvilket allerede sker på en masse hybride varianter af broadcast, web og mobile platforme, selv om lytningen på disse platforme er relativ lille i de kommende år,”  sagde han.

Radios fremtid i Danmark er selvfølgelig digital på lang sigt, understreger han.

"Men lige nu ligner det europæiske marked hybridløsninger, hvor mediet er overalt. Enhver computer er en radiomodtager og en potentiel kilde til et stærkt personificeret radioudbud af 30.000 radiokanaler på internettet. Dertil kommer et enormt antal mobile enheder, for alle telefoner er en radio, der vil kunne downloade lyd fra internettet”, siger Carsten Corneliussen.

DAB begejstring nedkølet
Kort før medieforhandlinger skydes i gang kan dette signal fra DR kun tolkes som, at digital radio ikke blot er en fokuseret, ensidig satsning på DAB, men en bredere strategi om at få radio ud til alle platforme. Afsættet sker med udgangspunkt i tre nyligt afholdte europæiske radiokonferencer.

Carsten Corneliussen forklarede, at radioudviklingen i Europa lige nu er, at andre teknologier også maser sig på, parallelt med DAB-formatet, der er udviklet i Storbritannien, hvor det også nyder størst opbakning.

Bilproblemet er ikke løst
Og selv om visse europæiske bilmærker nu langt om længe kommer med DAB, og billige adaptere til DAB radio i bilen, er bilproducenterne i Europa langt fra med på ideen om at forsyne deres nye modeller med DAB-radioer.

På Radiodays Europe for nogle uger siden sagde bl.a. BMW, at det tager tre år at udvikle et nyt in-car system til en bil, og det tager yderligere 3-4 år at opnå et marked. Nye systemer til fremtidens bilradio vil i langt højere grad bygge på kommunikation med trådløse internetforbindelser til support af enorme mængder af data og understøtte dét ”at køre bil” frem for at blive underholdt, mens man kører bil. 

FM sluk koster 10 mia kr.
DR har tilsyneladede lavet en ny udregning af det totale sats på DAB - og en FM-slukning.

”I Danmark er der solgt 1 mio. DAB radioer, men der er med lidt over to mio. biler næsten ni mio. FM-modtagere i landet, der skal udskiftes, hvilket indebærer en udgift på 10 mia. kroner til forbrugerne. Og ligesom med slukningen af tv-signalet ligger der en enorm informationsopgave i at gennemføre dette skifte”, siger Carsten Corneliussen.

Dét signal kan kun tolkes således, at DR alligevel ikke synes, det haster med en beslutning om at udvælge en slukkedato for FM i dette medieforlig, der løber fra 2011-14.

En anden tolkning er, at DR hellere foretrækker en lang, blød overgang, som den der netop er vedtaget i Storbritannien. I UK skal landsdækkende public service kanaler og de landsdækkende kommercielle radiostationer slukke for FM-udsendelserne, når DAB-lytningen udgør mere end 50 pct. af den samlede radiolytning i UK. De mindre lokale stationer vil dog fortsætte på FM.

”DR har en klar DAB-strategi med oprustning og justering af indholdet på radiokanaler, som vi gennemfører allerede nu, men det er klart, at udviklingen også på de andre platforme skal tænkes med i fremtidens digitale radio,” siger Carsten Corneliussen.

Færre brands - højere kvalitet
DR indikerede allerede for et par dage siden, at der er strategijusteringer på vej om digital radio.

I radioforliget fra juni 2009 bad politikerne DR om at trække sig ud af DAB MUX2 og give plads til kommerciel radio. DR skal kun anvende MUX1.

DR har nu besluttet at koncentrere sig om blot 10 "rigtige" radiokanaler med værter på og med flere vitaminer i, således at DR fremover kun ialt udbyder 10 digitale brands på DAB og online. Det er en markant nedskæring.

DR nedlægger dermed sine mange nonstop musikradioer og giver plads til, at kommercielle radio eventuelt kan overtage disse formater. Det er endnu helt uklart, hvornår de nedlægges og MUX2 sendekapaciteten udbydes.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også