”Jeg er da overrasket over, at der ikke er andre, der har skrevet de her ting. Det er jo ikke svært at finde gode historier,” fortæller en træt, men oplagt Michael Jeppesen til MediaWatch med sit velkendte skæve smil.

Jeppesen har kun haft sin Politiken-blog i en måned, men har allerede nu været ophavsmand til en række spektakulære mediesager.

Først var der den bemærkelsesværdige ordveksling med Jes Dorph og senest sagen om Venstres, nu tidligere, kommunikationskonsulent, Ditte Okman, der havde omtalt diverse personer i meget hårde vendinger på sin Facebook-profil.

På sin blog skriver Michael Jeppesen om alt det, der optager ham, men som ikke har med hans rolle som kunstanmelder at gøre:

”Jeg ville helst skrive om kunst, men det må jeg ikke for Information. Jeg tror i forvejen ikke, de er særligt glade for, at jeg skriver for en anden avis,” siger han og trækker på smilebåndet.

Forstår ikke Okman-forargelsen
Indtil videre har det primært været Venstre, der har været en tur i den sarkastiske vridemaskine, og det skyldes ifølge Jeppesen, at det, han kalder deres ’superspin-enhed’, dagligt spytter de gode historier ud.

”Hvis man bare går ind på Venstres hjemmeside og ser, er der jo en god historie i hvert indlæg, de har lavet. Og så er de særligt interessante, fordi de har magten. Selv siger de, at de har nedjusteret deres spin, mens de i virkeligheden har gjort det modsatte.”

Jeppesen deler til gengæld ikke den forargelse, Venstres nu tidligere pressemedarbejder, Ditte Okman, på det seneste har skabt med sine private indlæg, men han er overrasket over de konsekvenser, det har fået.

”Jeg har aldrig været forarget over Okmans indlæg. Jeg synes jo, de er sjove. Jeg har heller aldrig lavet en historie om, at hun burde fyres. Jeg har bare fået et indblik i en kultur, og en omgangstone, der åbenbart er normal i Venstre. Der har i hvert fald ikke været nogen forargelse at spore i partiet, før medierne pludselig gjorde det til en sag. Det, synes jeg, er meget rammende,” siger Michael Jeppesen, der ikke havde set fyringen af Ditte Okman komme.

"Sælg ikke fordærvet kød"
”Jeg havde måske bare regnet med, at de ville lave en Facebook-politik, og så var det det. Ligesom når Superbest laver reglementer til slagterne: ”Sælg ikke fordærvet kød”. Men helt ærligt kan jeg ikke engang forstå, at det skulle være nødvendigt. Jeg kan ikke forstå, at der er nogle mennesker, der ikke ved, at når man skriver noget på skrift et sted, så kan andre folk læse det.”

Han mener selv, at han lige så godt kunne have skrevet om et hvilket som helst andet partis spinkultur, men ingen kan nu alligevel slå Venstre, mener Jeppesen, der egentlig bare gerne vil være klogere på den politiske verden.

”For mon ikke den interne kultur har betydning for den førte politik - et partis brand starter vel indefra,” påpeger han.

Træt af ’Tøger-prædikatet’
Michael Jeppesen afviser dog, at han med sin blog skulle være spændt for en vogn, der hedder Politiken. Selv er han nemlig træt af at have fået, hvad han kalder 'Tøger Seidenfaden-prædikatet’:

”Nu har det jo både fordele og ulemper at skrive for Politiken, og fordelen er klart, at jeg bliver mere eksponeret, end jeg ellers kunne blive. Men hvem der nu først måtte have tilbudt mig en blog, ville jeg have sagt ja til. Og nu blev det altså Politiken”.

”I starten syntes jeg, det var mærkeligt, og det er stadig mærkeligt, at folk tror, jeg deler holdninger med Politiken. Der er endda nogen, der påstår, at Socialdemokraterne har plantet Ditte Okman-sagen hos mig. Hvis de evnede den slags, så ville de nok kunne klæde deres politikere lidt bedre på,” påpeger han.

Jeppesen får, ligesom de øvrige bloggere på Politikens hjemmeside, ikke løn for sit arbejde med bloggen, men til gengæld har det den fordel, at han kun skriver om det, han synes, er sjovt:

”Jeg havde aldrig forestillet mig selv, som en, der skulle have en blog. Men nu synes jeg, det er skønt, at jeg ikke er hæmmet af, hvor mange ord, der må være. Når man skriver sådan en kunstanmeldelse på Information, er næsten halvdelen af arbejdet at få det til at passe. Det er frygteligt – tænk dig, at jeg ikke skal det!” siger Michael Jeppesen.

Kunne du forestille dig at være en del af den trykte avis?

”Næh, så er jeg jo tilbage i det gamle helvede. Fordelen med det her er, at når man lægger det på, så er det på. Jeg har i det sidste mange år gået med en masse tanker, jeg gerne hurtigt ville have ned”.

Ironi er en herlig ting
Han er særligt begejstret for den massive aktivitet, de andre bloggere er med til at skabe med deres kommentarer til indlæggene, hvor også prominente mediefolk har blandet sig:

”Det gode ved kommentarerne er, at selv dem, der ikke forstår ironien, er enige med mig. Hvis jeg bare havde skrevet det lige på og hårdt, hvad jeg mente, så kunne man være enige eller uenige. Nu er det meste af det, der bliver skrevet, en diskussion, om hvorvidt jeg mener det eller ikke mener det - det er jo i virkeligheden den store fordel ved sarkasme,” siger en smilende Jeppesen, der dog mærker et vist pres efter den seneste omtale af hans blog:

”Nu har jeg selvfølgelig malet mig op i et hjørne med Ditte Okman-sagen. Nu bliver det svært lige i morgen at skrive et komisk blogindlæg,” erkender bloggeren.