Fyens Stiftstidende fik overskud

Overskuddet i dagbladet Fyens Stiftstidende voksede til 8,2 mio. kr. før skat, selvom nettoomsætningen faldt.
Tine Brødegaard Hansen

Dagbladet Fyens Stiftstidende fik et overskud før skat på 8,2 mio. kr. i 2009 mod 2,8 mio. kr. i 2008. Efter skat løb resultatet op i 10,5 mio. kr. mod et minus på 4,8 mio. kr. året før.

Nettoomsætningen tog sig endda et dyk fra 319,3 mio. kr. i 2008 til 277,2 mio. kr. i 2009.

Ledelsen undlader ikke at bemærke, at distributionsstøtten til avisen tilmed faldt med 2,7 mio. kr. til 14,9 mio. kr. på grund af gratisaviserne 24timer og MetroXpress' indhug i støtten.

38,2 mio. færre annoncekroner
Det lykkes især at spare på distributionsudgifterne som faldt med 11,1 pct. til 8,4 mio. kr. Det skyldes både effektiviseringer, og at der var færre aviser at omdele på grund af oplagsfald, hedder det i årsregnskabet.

Den totale annoncemængde faldt i 2009 med 21 pct., særligt stillings- og rubrikannoncer tørrede ud. Det betød, at en fjerdedel af annonceomsætningen svarende til 38,2 mio. kr. blev tabt i 2009 sammenlignet med 2008.

Også omsætningen på bladsalget gik tilbage - dog kun to procent eller 3,3 mio. kr.

Det gik mindre godt for Fyns andet dagblad. Aktieselskabet Svendborg Avis, der udgiver Fyns Amts Avis, fik et underskud på 7,2 mio. kr. efter skat, mod et overskud i 2008 på 3,6 mio. kr.

Fynske Medier har siden 2006 været et partnerselskab for A/S Svendborg Avis og Fyens Stiftstidende A/S, hvor de har kunnet samarbejde om aktiviteter, der styrkede begge avisselskaber.

Fra 1. januar 2010 blev udgivelsen og distributionen af Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis lagt ind i Fynske Medier P/S, og de to aviser skal fremover have et tættere redaktionelt samarbejde. Samtidig er alle medarbejdere fra årsskiftet ansat i Fynske Medier.

Fynske Medier sagde farvel til 2009 med et underskud på en halv million kroner mod et overskud i 2008 på 22,8 mio. kr. I 2009-tallet indgår dog også udgifter til fratrædelser i 2010 på 15,5 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også