Ny 'X Factor' ikke afklaret

Det er endnu uvist, om den nyklassiske public service linje i DR kan rumme en fjerde runde af 'X Factor', eller om DR vil forsøge at udforske nyt.
Per Fanefjord Laursen

Mens DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, glæder sig over en forrygende X Factor finale i lørdags, står det endnu ikke klart, hvorvidt der bliver en ny fjerde omgang X Factor:

"Vi skal jo hele tiden vurdere, hvad der er bedst. Og vi har ikke besluttet noget endnu. Men det gør vi snart - og mon ikke…," siger Jan Lagermand Lundme til Ekstra Bladet, mens han minder om, at fokus nu er den næste omgang af 'Talent 2010' i efteråret.

Hans chef, Ulla Pors, der er kanalchef for DR1, er mere tilknappet vedr. udsigterne til X Factor 2011.

"Det er vi ikke klar til at melde ud om endnu," siger Ulla Pors til MediaWatch.

Direktør Morten Mogensen, produktionsselskabet Blu, der producerer 'X factor' for DR1, henviser til, at det er DR, der tager beslutningen, og han vil hverken be- eller afkræfte, om der foreligger en aftale om produktion i 2011.

Ny public service linje
Generaldirektør Kenneth Plummer har tidligere sagt, at der kommer X Factor på DR1 i 2011, men det er altså endnu til diskussion. 

De nye direktører planlægger i disse uger hele DR's programudbud for 2011, der muligvis indebærer en tilpasning til den bebudede mere nyklassiske public service linje. Om en fjerde runde med 'X Factor' passer ind i den nye linje, vil vise sig.

Public service revsere påpeger, at det er udtryk for en kommerciel tankegang at holde fast på formatet. Tre sæsoner med stor succes er nok på en public service kanal. DR burde i stedet bruge ressourcerne på at finde og udvikle nye formater.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også