TV 2-gruppen i kommerciel bundrekord

Hele TV 2-gruppen viser svaghedstegn i årets begyndelse og kunne i sidste uge "kun" mobilisere 50 procent af den kommercielle sening.
Per Fanefjord Laursen

Hele TV 2-gruppen - ikke kun hovedkanalen - står svækket i 2010, mens den gamle rival, TV3 og søsterkanaler, demonstrerer storform i sidste uge.

TV 2-koncernens position har været vigende i halvanden måned og er nu dykket med hele 12 procentpoint, i forhold til 2009. I den forgangne uge røg TV 2 ned til en kommerciel seerandel på 50,2 procent.

"Jeg tror, vi her rammer det laveste niveau for TV 2-koncernen nogensinde. Det er TV 2's hovedkanal, der står for hele tilbagegangen plus lidt til, mens TV 2's nichekanaler har haft en mindre fremgang," siger Broadcast Researcher Michael Jensen, Mediaedge:cia.

Omvendt undrer det ikke Michael Jensen, at de kommercielle konkurrenter, TV3 og SBS TV, kan vise fin form.

TV3 sluger en fjerdedel
I sidste uge var det især TV3-kanalerne, der stod stærkt, da TV 2's share gik i bund.

"TV3-gruppen opnåede for første gang i år 25 procent af den kommercielle tv-sening blandt de 21-50 årige," påpeger han.

Det høje shareniveau blev især hjulpet på vej af SAS liga-kampen, FCK - Brøndby, og Champions League fodbold på TV3+.  Også af gode seertal på 'Paradise Hotel', 'Luksusfælden' og 'Politistationen' på TV3.

Til torsdagens afsnit af 'Paradise Hotel', der ligger sent kl. 22.00, opnåede således TV3-sæsonens bedste seertal med over 300.000 seere.

Pres fra konkurrenter
TV 2's vigende styrke i 2010 og bundskraber i uge 10 skyldes dog ikke alene et attraktivt programtilbud hos konkurrenterne. Alle satellit-kanaler har øget deres penetration med 5-10 procentpoint i december efter seneste Gallup Annual Survey opjustering.

"Det gavner naturligvis også TV 2's nichekanaler, men samlet set udsættes TV 2 for mere konkurrence fra mange tv-kanaler, der pludselig kan ses af flere og derfor tiltrækker højere shares," påpeger Broadcast Director Flemming Jensen, Mediaedge:cia.

Kilde: Gallup, Mediaedge:cia

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også