Debat: Kvindeflugt fra nyhedsbranchen

Familiekortet er svært at trække i nyhedsbranchen. Det skal der gøres op med, hvis branchen vil holde på kvinderne, skriver Suzanne Moll i anledning af 8. marts.

For to uger siden udnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen en hærskare af nye ministre. De skal føre Dronningeriget trygt igennem de næste års gigantiske udfordringer.

Med de nye udnævnelser opnår Lars Løkke for første gang i Danmarks historien en regering der består af 50/50 pct. kvinder og mænd. Dette er blevet bemærket fra flere sider, og er altså stadig noget man hæfter sig ved i Danmark anno 2010. Ingen tvivl om at kønsfordelingen også har været et parameter, der var med i de overvejelser, der gik forud for danmarks historiens største regeringsomdannelse. Det er uholdbart ikke at give plads til kvinder, også selv om man skal langt udenfor folketingsgruppen for at hente dem.

Chokerende lille håndfuld
Men selvom der skrives spalte efter spalte om “fænomenet”, bliver der ikke ofret helt den samme opmærksomhed på kønsfordelingen på redaktionsgangene i dansk presse. Her er der (undskyld repetitionens monotoni) stadig langt mellem de kvindelige topledere. Koncernchef/chefredaktør Lisbeth Knudsen og TV 2 direktør Merete Eldrup, samt en chokerende lille håndfuld udgør i dag den gruppe, der legitimerer bemærkninger som: “ vi rekruttere på kvalifikationer ikke køn” - underligt at der findes så mange mænd, der er bedre kvalificeret til chefjobs i nyhedsbranchen. For når man ser hvordan vores statsminister kan lykkes i jagten, er det et udtryk for en tankegang, der i heldigste fald kan kaldes traditionel, når man ikke kan finde flere kvindelige medie chefer.

Hvordan definerer man egentlig kvalifikationer?  Nyhedsbranchen kigger i dag (præcis som Danmark) lige ind i gigantiske udfordringer, der gør det til en nødvendighed, at der tænkes nyt og utraditionelt. Og selvom kvinder (unge, ældre, uddannede, mødre, you name it) udgør en fast bestanddel i enhver målgruppe diskussion på chefgangen, er det altså muligvis stadig for risikabelt at overlade roret til en kvinde.

Forlader branchen før de får tilbuddet
Kvinder udgør - surprise - halvdelen af jordens befolkning - næste år vil antallet af kvinder i den amerikanske arbejdsstyrke overstige antallet af mænd. Alligevel sidder vi år efter år og konstaterer, at der mangler kvindelige ledere i danske medier. Det er ikke alene de “grimme mandschauvinister”, der bærer ansvaret. Sandsynligvis skal en af forklaringerne søges nede i “fødekæden”. For der er muligvis ikke et tilstrækkeligt stort rekrutterings grundlag af kvalificerede kvinder - simpelthen fordi de forlader nyhedsbranchen, før de når at få tilbuddet.

Det er velkendt, at journalistuddannelsen - som jurister og læger - er ved at udvikle sig til et kvindefag. Og som nyuddannede går det over stok og sten for de dygtige og ambitiøse damer, der ikke behøver at skænke arbejdstiden en tanke. For selvfølgelig kan de blive et par timer længere end vagten går, og selvfølgelig kan de rykke hurtigt på en aktuel dagsorden. Men så snart der kommer et par børn med alt hvad dertil hører af logistik og kvalitetstid, så tynder det ud på redaktionen.

Familiekortet svært at trække
Der findes ikke konkret statistik på området. Men i Dansk Journalistforbund bekræfter Jonas Thing tendensen:

“Familiekortet kan være endog rigtig svært at trække i nyhedsbranchen. De unge kvinder søger væk for at få den nødvendige fleksibilitet. I en branche, der i forvejen er hårdt ramt af stress er det en tydelig tendens, at det lige nu er de unge kvinder, der falder flest af."

Alt for mange dygtige kvindelige journalister (potentielle ledere) forlader altså i disse år det fag, der var grunden til, at de oprindeligt søgte journalistvejen. I takt med de stigende krav til produktion og fleksibilitet på redaktionerne, bliver det svært at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Og så søger kvinderne over i brancher, der ikke rummer samme hårde krav til tilstedeværelse og vagtplaner. Brancher som kommunikation og rådgivning. Dette er selvsagt en gevinst for denne del af vores fag. Men på sigt kan det medføre en endnu mere grotesk kønsfordeling på nyhedsredaktionerne, end tilfældet er i dag.

Fodbold og forældremøder skal være muligt
Dette er en udfordring som ledelserne af danske medier vil gøre klogt i at forholde sig til, og arbejde med. Det handler ikke om overenskomster, men om handlinger og signaler. Det skal være muligt at gå til forældremøde og køre til fodbold uden, at man skal forlade sin arbejdsplads med dårlig samvittighed. Først når det er på plads, vil kvinderne selv presse på for at få flere lederjobs.

I Løkkes nye ministerium er der flere børneforældre, og de insisterer på at forene job og privatliv. Lad os starte en åben og fordomsfri diskussion af, hvordan vi får denne mangfoldighed integreret i nyhedsbranchen, så vi sikrer, at de dygtige kvinder bliver og ser karrieremulighederne. Og lad os så i fællesskab løfte de enorme udfordringer, der ligger foran os.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også