Aller vinder voldgift over DJ

Aller Media får medhold i sagen om, hvilken type freelancere der er dækket af overenskomsten mellem Aller Media og Journalistforbundet.

Freelancejournalister, der er registreret som selvstændige og/eller er momsregistrerede er ikke omfattet af overenkomsten med Dansk Journalistforbund (DJ), når de leverer stof til Aller Media. Sådan lyder opmandens afgørelse i voldgiftssagen mellem DJ og Aller, der faldt i går.

Dermed vinder Aller et første stort slag i striden med Journalistforbundet om leveringsbetingelser og vilkår for freelancere, der er medlem af DJ.

"Og nu, hvor vi har fået ret i forhold til det helt centrale punkt i konflikten, har vi en klar forventning om, at DJ respekterer denne objektive, ensrettede afgørelse og tager truslerne om en blokade af bordet, så der nu ikke skabes mere usikkerhed," skriver Aller Media i en kommentar til afgørelsen.

Uenigheden mellem partnerne er spidset til i løbet af 2009 og det nye år og handler om, hvorvidt freelancere, der af Skat betragtes som selvstændigt erhvervsdrivende, kan siges at arbejde under "lønmodtagerlignende forhold", når de leverer freelancestof til Aller, og dermed også skal være dækket af overenskomsten for freelancere mellem Aller og DJ.

Den sag er altså nu afgjort - til Allers fordel.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også