Discovery knopskyder med krimi-kanal

Discovery Networks nye kanal 'Investigation Discovery' vil udnytte den stigende interesse for opklaring af forbrydelser.
Per Fanefjord Laursen

"Investigation Discovery" (ID) vil fra april udelukkende sende programmer om kriminelle straffesager og retsmedicinske undersøgelser.

ID sender reklamefrit 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, med danske undertekster. Kanalen sælger ikke reklamer, modsat hovedkanalen, fordi det er det rene pan-europæiske feed, der videredistribueres i Danmark.

"Den europæiske satsning på ID er en del af Discovery Networks strategi om at levere en så bred vifte af programmer og tjenester som muligt. Næsten alle programmerne på ID kanalen er produceret af Discovery og er 100 % faktabaserede programmer.Man finder ingen fiktion på kanalen, og vi er meget stolte af den kvalitet og spænding som programmerne på kanalen har," siger Jan Andreassen, General Manager hos Discovery Networks Nordic i en pressemeddelelse.

ID kanalen byder på faktuelle programmer og dokumentarserier om forbrydelser og opklaringer af kriminalsager fra USA og hele verden. Programmerne dykker ned i retsmedicinske og patologiske arbejdsmetoder.

Kanalens målgruppe er voksne mellem 25 og 54 år med fokus på kvinder.

Penetration ukendt
Det vides endnu ikke, hvor mange vil få adgang til kanalen eller hvor. Discovery oplyser, at man arbejder på implementere den hos de forskellige operatører. Prisen bliver den
samme som andre Discovery-kanaler - godt tre kroner pr. husstand/måned. 

Ifølge undersøgelser foretaget af Discovery Networks, er den internationale interesse for retsvidenskabelige kriminalprogrammer stigende.

Programmer om faktiske forbrydelser og deres udredninger er en af de mest populære genrer, og 48 procent af Europas voksne seere tilkendegiver i undersøgelsen, at de gerne ser programmer om kriminelle opklaringer baseret på virkelige hændelser.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også