S om V-udspil: DR splitter

Socialdemokraterne ser meget godt i Venstres medieudspil, men sandsynligheden for enighed om DR er nærmest lig nul.
Per Fanefjord Laursen

Socialdemokraternes kultur- og medieordfører Mogens Jensen ser positivt på flere af forslagene i Venstres nye medieudspil.
 
Det gælder bl.a. forslagene om at give bedre rammebetingelser for fritstående internetmedier, en pengepulje til dybdeborende journalistik og udgivelsen af en årlig medierapport, der skal kvalificere mediedebatten og medieudviklingen i Danmark.

”Det er gode forslag fra Venstre, som stemmer helt overens med ønsker fra Socialdemokraterne, men det er ærgerligt, at vi ikke kommer til at forhandle dem nu, fordi regeringen helt ulogisk har valgt at adskille forhandlingerne om støtten til de elektroniske medier og støtten til den skrevne presse” siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Han efterlyser dog bud fra Venstre på, hvordan man i højere grad kan stimulere overgangen fra print til digital distribution, som er en af de største udfordringer for særligt dagbladene.

Nej til svækkelser af DR
Socialdemokraterne og Venstre står langt fra hinanden, når emnet er DR. Mulighederne for forlig om DR synes meget små. 

Mogens Jensen går stærkt imod Venstres forslag om tage medier fra DR’s virksomhed.

Dels forslaget om at nedlægge DR’s regioner og dermed den regionale P4-kanal, og forslaget om, at  P3 skal være den første DR-radio, der flytter helt til DAB op til et FM-sluk om 7-8 år.

Nej til værdi- og markedstest
Socialdemokraterne er også mod Venstres forslag på at bruge licenskroner på at teste DR’s nye initiativer samt udlicitere for yderligere 100 mio kr. programmer oveni de 150 mio kr., der udliciteres i dag.

”Venstres forslag vil svække DR, og det er ikke det, vi har behov for i en tid, hvor danske medier er under voldsomt pres fra internationale medier og ikke mindst søgemaskiner som bl.a. Google. Her er der behov for et stærkt DR, der kan samle både gamle og unge omkring dansk medieindhold,” siger Mogens Jensen.

Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre vil i løbet af kort tid fremlægge et fælles oplæg til de kommende forhandlinger om de elektroniske medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også