Aller Tryk gav overskud

Aller-koncernens trykkeri, der får ugeblade som Se og Hør og Familie Journal på gaden hver uge, fik et overskud på 11,5 mio. kr. efter skat for regnskabsåret 08/09.
Tine Brødegaard Hansen

Mens mange trykkerier er pressede af lavere efterspørgsel og faldende priser kommer Aller Tryk ud af 08/09-regnskabet med et overskud på 11,5 mio. kr. efter skat.

Men trykkeriet mangler heller ikke kunder, idet alle Allers otte ugeblade og flere magasiner som Q og Psykologi bliver trykt her. Hele 97 procent af trykkeriets omsætning kommer fra koncernselskaber, fremgår det af selskabets årsregnskab.

Ledelsen betegner resultatet som "tilfredsstillende". Omsætningen faldt med cirka 25 mio. kr. til 255 mio. kr., mens resultat af primær drift var på næsten 20 mio. kr., et fald på ti mio. kr. sammenlignet med 07/08-regnskabet.

Aller-koncernen har lukket sit trykkeri i Sverige og samlet aktiviteterne i Danmark og Norge. I dag hører Aller Tryk derfor ind under selskabet Aller Tryk Norden, som ejes af Carl Allers Etablissement (CAE). CAE er moderselskabet for Aller-selskaberne i Norden, herunder Aller Media i Danmark.

Ledelsen forventer, at Aller Tryk i 09/10 vil være præget af indkøring af en investering på 112 mio. kr., der udvider trykkeriets kapacitet. Det gør, at forventningerne til resultatet for 09/10 lander på seks mio. kr. før skat, hedder det i ledelsesberetningen.

Aller Tryk beskæftiger cirka 120 medarbejdere.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også