Canal9 vinder første halvleg

Konkurrencestyrelsen siger i en foreløbig indstilling god for, at Canal9 sidste år overtog dele af Telenors superliga-rettigheder, erfarer Mediawatch.
Per Fanefjord Laursen

Konkurrencestyrelsen siger i et høringsnotat god for, at DBU/Divisionsforeningen i foråret 2009 godkendte, at Telenor/DR overdrog deres danske superliga-rettigheder (Pakke 2) til TV4/C More.

Overdragelsen betød, at en del af de værdifulde danske superligakampe kunne vises på den helt nye Bonnier-kanal, Canal9, der blev lanceret i sommeren 2009, og ikke på dk4, som var del af Telenor/DR-konstellationen.

MTG og TV 2 Sport har klaget over dette forløb til Konkurrencestyrelsen, fordi Canal 9 ikke deltog i auktionen over rettighederne tilbage i december 2007 - og ikke når ud til de 54 procent af danskerne, som var en del af kravet, da tv-aftalerne oprindeligt blev indgået.

Urimelig forskelsbehandling
Konkurrencestyrelsens foreløbige "thumps up" bliver da heller ikke modtaget med tilfredshed af TV 2 Sports direktør, Claus Bretton-Meyer:

"Hos TV 2 Sport fastholder vi, at Telenors overdragelse af kampe til visning på den nystartede underholdningskanal Canal9 er i klar strid med udbudsaftalen, eftersom Canal9 ikke lever op til de penetrationskrav, som TV 2 Sport og de øvrige tilbudsgivere i sin tid blev bedømt på. Der er med andre ord tale om en urimelig forskelsbehandling," skriver han i et indlæg på Mediawatch

Bonniers nye Canal 9 overtog i forsommeren SAS Liga-rettigheder fra Telenor. Telenor kunne ikke anvende sine danske rettigheder, da selskabet ikke blev gatekeeper for digital-tv.

TV 2 Sport har nu til d. 26 februar til at komme med deres kommentarer og indsigelser til Konkurrencestyrelsens indstilling, inden den endelige afgørelse forventes at falde i Konkurrencerådet i begyndelsen af marts.

Vil TV 2 Sport vælge at forfølge sagen yderligere herefter bliver det ved domstolene - i form af et eventuelt sagsanlæg mod Divisionsforeningen.

Canal 9 var senest oppe på en penetration på 18 procent ifølge Gallup. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også