DR-medarbejder gav Guldbrandsen lydoptagelser

DR skriver nyt kapitel i sagen om, hvordan fortrolige oplysninger om danske jægersoldaters mission havnede i medierne.
MediaWatch

Det er en medarbejder i DR, der står bag de lydoptagelser, som dokumentarfilminstruktøren, Christoffer Guldbrandsen, de seneste dage har fremført som et fældende bevis i "lækagesagen" eller "Winthergate", som sagen også er blevet kaldt.

Det skriver DR i en pressemeddelelse:

Det er kommet til DR's ledelses kendskab, at en medarbejder i DR Oplysning på eget initiativ har båndet og videregivet optagelser fra en telefonsamtale, som har relation til sagen om den mulige lækage i Forsvarsministeriet.

Dette er sket uden forudgående aftale med ledelsen i DR, og uden at den kilde som figurerer på lydoptagelserne er vidende om, at samtalen er blevet optaget og videregivet. Dette er uforeneligt med DR's etiske retningslinjer om videregivelse til tredje part og dermed de interne regler om kildebeskyttelse.

De skjulte lydoptagelser er foretaget mandag den 25. januar. Optagelserne skete dog under omstændigheder som betyder, at de ikke kunne anvendes. Først fredag den 5. februar bliver en DR-chef opmærksom på, at der er sket en udlevering af lydoptagelserne til tredje part.

DR's ledelse tager afstand fra denne fremgangsmåde og har derfor i dag rettet henvendelse til Christoffer Guldbrandsens advokat Anders Nemeth samt til den pågældende medarbejder og hans advokat med krav om at få materialet leveret tilbage.

"Det er vigtigt for os, at fortrolige oplysninger ikke bliver udleveret til tredjepart. Derfor har vi nu rettet henvendelse til advokaten samt til den pågældende medarbejder for at få udleveret optagelserne," siger DR's generaldirektør Kenneth Plummer i pressemeddelelsen.

Sagen handler om, hvorvidt det er Forsvarsministeriets pressechef, Jacob Winther, står bag den mulige læk i ministeriet, der gav TV 2 viden om danske jægersoldaters mission til Irak i 2007, før Det Udenrigspolistiske Nævn i folketinget var informeret.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også