Pål Thore: Ærgerligt benspænd, Bjerregaard

DJ risikerer at spænde ben for sine medlemmers fremtid, skriver Aller Medias koncernchef, Pål Thore, her i et svar til DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård.

"Kære Mogens

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at svare på dit indlæg, som jeg synes meget klart illustrerer, at vi ikke ser ens på omfanget af eller perspektivet i de fundamentale forandringer hele mediemarkedet, herunder Aller Media og vores medarbejdere, står over for.

Men siden du nu også udtrykker bekymring for kvaliteten af vores udgivelser, føler jeg mig nødsaget til at komme med et par kommentarer. Jeg takker for interessen for vores produkter, men vil gerne minde om, at vi har omtrent 140 års erfaring med at tilfredsstille danskernes behov for underholdning, inspiration og oplysning med relativt stor succes.

Det skyldes to ting: For det første, at vi altid har haft meget kompetente og ansvarlige medarbejdere, freelancere og leverandører, der brænder for deres arbejde og kvaliteten af det indhold, de har ansvaret for. Vi har et tæt og godt samarbejde med vores freelancere, og jeg deler ikke din bekymring for, at de pludselig skulle kere sig mindre om kvaliteten. Tværtimod. Det er min oplevelse, at de er lige så optaget af at bevare deres indtægtsgrundlag som resten af virksomheden, og jeg kender dem og deres faglige stolthed godt nok til at have tillid til, at de ikke betragter dårlig kvalitet som en del af løsningen. For det andet skyldes vores succes, at vi som virksomhed altid har evnet at tilpasse os ændringerne i danskernes vaner og behov. Og det er sådan set det, vi også kæmper for at kunne i denne sag.

Derfor er det både ærgerligt og uheldigt, at den virkelighed, vi står midt i, ikke er den samme, som du ser, derfra hvor du sidder. Ærgerligt fordi diskussionen om, hvordan virkeligheden ser ud, forhindrer os i at få en konstruktiv dialog om, hvordan vi forholder os til den og uheldigt, fordi det risikerer at gå ud over de selvsamme freelancere og medarbejdere, hvis interesser du forsøger at varetage. Det er ikke abstrakt ideologi, der er på spil i denne sag, men helt almindeligt arbejde. Selvom vi har forskellig indgangsvinkel har vi begge et ansvar for at sikre, at der også i fremtiden er beskæftigelse til fastansatte og freelancere. Det er dette ansvar, jeg stiller spørgsmålstegn ved, om du kan varetage, hvis du trumfer dine synspunkter igennem.

Mvh

Pål Thore Krosby"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også