28 mio. kulturkroner til DR

DR får milliontilskud til øget kulturdækning - og DR K får ekstra fem mio. kroner til flere egenproduktioner. Penge kommer fra overskydende licens.
MediaWatch

Generaldirektør Kenneth Plummer har fået 28 ekstra millioner at rutte med i 2010 efter længere tids forhandlinger med politikerne.

"Det er politisk kutyme, at merbevillinger skal øremærkes. Mit drømmescenarium er, at vi selv kunne bestemme over pengene. Men det er glædeligt," siger Kenneth Plummer til DR Nyheder.

Det er partierne bag medieforliget undtagen Enhedslisten, der er blevet enige om, at penge fra merlicensprovenuet fra 2009 skal gå til DR.

"Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi nu styrker DR's muligheder for at formidle kultur til alle danskere. Vi bruger de overskydende licenspenge til blandt andet en ny satsning inden for kunstformidling og bedre adgang for danskerne til vores kulturarv i form af DR's arkivstof," siger Carina Christensen.

De 28 millioner kroner må DR dog ikke selv bestemme over. Det har politikerne bestemt. Og de har peget på, at otte millioner skal gå til børnedramatik og tre millioner til en bedre adgang til DRs kulturarv.

Flere licensbetalere
Derudover får DR K en forsinket julegave på fem millioner til egenproduktioner.

Endelig får DR-nyhederne ni ekstra millioner kroner at spendere. De penge skal ikke bare gå til TV Avisen i DR Byen, men til nyhedsdækningen i hele landet, skriver Kulturministeriet.

"Jeg er overbevist om, at vi alle sammen vil opleve, at vi får adgang til mere kvalitet på DRs mange platforme, siger Carina Christensen.

Det samme håber Kenneth Plummer på, og han glæder sig samtidig over grunden til, at DR har fået 28 millioner ekstra.

"Det betyder, at der er flere licenspenge, for pengene kommer fra overskydende licens, forklarer Kenneth Plummer.

- PFL

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også